Latrinært

December 18, 2013, 12:36 pm

Alt på et bræt

Lidt husflid i olieret birk.

Normalt bruger vi ikke latrinær tale her på dovregubben - men i dag går vi til bi(d)det i helt bogstaveligste forstand.

For et halvt års tid siden ville jeg sætte et par holdere til tandkrus op på toilettet på førstesalen. Det er egentlig det, vi kalder gæstetoilettet, men eftersom sovekammeret også er på første sal, ville det nu være meget praktisk med en mulighed for at børste tænder der.

Væggene er imidlertid nogle sølle gipsvægge, der hverken har nogen særlig bæreevne eller er skruefaste, så for at være sikker på, at holderne blev på deres plads, satte jeg først en lille træplade op.

Her kunne jeg selvfølgelig bare have valgt et almindeligt stykke træ - men jeg havde en ide om, at det nu godt måtte være noget særligt. Derfor savede jeg et stykke ud af en birkeknude fra brændestabelen, høvlede træstykket og sleb det med sandpapir, så det blev dejlig blødt at røre ved. Endelig gav jeg det en oliebehandling akkurat som et knivskæfte, så det kunne modstå stænk og tandpasta.

Selv syntes jeg - som altid - at resultatet blev drønflot. Straks på stedet besluttede jeg, at alle løsdele på gæstetoilettet skulle monteres på birketræ - behandlet på samme måde.

Lidt Ikea-flid i olieret birk.

Med noget besvær fik jeg fat i et stykke birkestamme - og det står i øjeblikket til tørre i brændeskuret, så jeg kan lave knagerækker og lignende i løbet af det næste års tid eller to. For færdigtørret birketræ lå ikke lige inden for mulighederne i tømmerhandelen i Brovst - og det er jo også sjovest, når man har lavet tingene fra bunden.

Men nu ville tilfældet så, at jeg forleden var i Ikea for at se efter nogle lamper - og der fandt jeg sørme et toiletbræt af oliebehandlet birketræ. Oven i købet til den latterlige pris af 149 kroner.

Nu var et toiletbræt slet ikke indgået i mine overvejelser om hjemmesløjd, så til den pris havde jeg ingen skrubler ved at slå til.

I dag er brættet så blevet monteret - og visionen om et gæstetoilet udstyret med diverse accessories i olieret birk er dermed kommet et skridt nærmere.

Rom blev ikke bygget på en dag - men når man sætter alt på et bræt, behøver det nu ikke tage så lang tid...

↧

Krabben med de blå kløer

December 19, 2013, 11:38 am

≫ Next: Mere blåt...

≪ Previous: Latrinært

Middelhavsblå delikatesser

Lækkerier - frisk fra Ægæerhavet.

Det kan godt være, at krabben er blå, mens den spræller mellem hænderne på fiskeren - men jeg kan garantere, at den er rød som alle andre krabber, når den har været en tur i suppegryden.

På Tyrkiet-turen var vi blandt andet på en lidt længere sejltur ned ad Dalyan-floden. Meningen var egentlig, at vi skulle studere havskildpadder i flodens delta ud mod Ægæerhavet. Desværre var vejret ikke for godt - og havskildpadder så vi ikke noget til.

Til gengæld så og smagte vi så områdets berømte blå krabber. Egentlig kommer de fra Amerika - og er udsat på grund af deres fine kød, men lokalt betragter man det som egnens egen delikatesse.
Jeg kan forresten også garantere, at de ikke alene bliver røde, når de bliver kogt - de smager også glimrende.

Men, jeg kan altså ikke gøre for det - hele tiden tænker jeg på Tintin-hæftet med titlen "Krabben med de gyldne kløer". Det er som bekendt her, at Tintin første gang møder Kaptajn Haddock - og grunden til et frugtbart tegneserie-makkerskab bliver lagt.

Nymodens krabbepjat.

Og så opdager jeg til min store rædsel, da jeg skal finde illustrationen på nettet, at hæftet er kommet i en ny oversættelse. På dansk hedder det nu "Krabben med de gyldne klosakse". Jeg konstaterer bare, at verden åbenbart er helt af lave - og intet åbenbart er helligt for unge mennesker, der vil lave om på alt muligt.

For det kan da godt være, at klosakse er det rigtige ord - men kløer er altså betydeligt mere mundret.

Jeg lover hermed - højt og helligt ved 10 blå krabber og Herge's minde - at jeg aldrig nogen sinde vil tage ordet "klosaks" i min mund, når talen falder på Tintin...

↧

Mere blåt...

December 20, 2013, 6:03 am

≫ Next: Stjernedrys

≪ Previous: Krabben med de blå kløer

Blå kærhøg over Ulvedybet

Den hvide overgump er karakteristisk for blå kærhøg.

Da jeg i dag ved middagstide kørte hjem fra Aalborg til en velfortjent kop gløgg og en fredagsøl i værkstedet, så jeg tilfældigvis en lille flok silkehaler ved Bjerget.

Det var mørkt, da jeg kørte hjemmefra, så jeg havde ikke kameraet med - men heldigvis var jeg jo ikke så langt hjemmefra. Så kameraet blev hentet. Det var fint solskin, men med kraftige tordenskyer over Jammerbugten, så med lidt held kunne jeg nå at få et par billeder af den nordiske vinterbebuder.

Desværre kom der ikke nogen bjørn ud af det skind. Fuglen var bogstavelig talt fløjet, da jeg vendte tilbage til Bjerget.

Den blå kærhøg flyver lavt hen over rørskoven
i sin søgen efter gnavere og småfugle.

Slukøret vendte jeg næsen hjemad til gløgg og øl, da jeg over rørskoven ved Ulvedybet pludselig spottede en blå kærhøg. Ganske vist lidt langt ude, men indiskutabelt en blå kærhøg med den for hunnerne og ungfuglene så karakteristiske hvide overgump.

Den blå kærhøg er lidt af en sjældenhed. Den har kun ynglet sporadisk i Danmark siden fyrrerne, men der ses dog vintergæster hvert år.

Jeg fik gang i kameraet, men desværre fløj den længere væk i sin fouragering, så rigtig gode skarpe billeder kunne det ikke blive til. Men det lever jeg med, for fuglen er som sagt lidt af en sjældenhed på vore kanter.

Sollyset var ellers med mig, men fuglen var alligevel
for langt væk til at 400 mm'eren kunne lave et skarpt foto.

Jeg tjekkede lige observationerne på DOF-hjemmesiden, og det ser ud til, at jeg er den første - i det mindste i den seneste uges tid - der har set den blå kærhøg ved Ulvedybet.

Og det er altså ikke bare noget, jeg siger. For jeg har billederne, trods alt...

↧

Stjernedrys

December 23, 2013, 7:21 pm

≫ Next: God jul

≪ Previous: Mere blåt...

Mors dug

Når på dugen små stjerner blinker...

I weekenden var vi til julefrokost i familien.

Lillesøster var vært for den årlige julefrokost i familiens skød. Egentlig en juledagstradition, men af praktiske grunde flyttet til den 21. december.

Det var et sammenskudsgilde, så der blev blandt andet serveret sild fra Øland Sildelaug, røget laks fra mandens røgeovn, Leo's navnkundige fiskefileter og en masse andre herligheder. Der manglede bestemt ikke noget.

Helt glemt var heller ikke vores forældre, der jo døde sidste år. Jeg havde medbragt et stykke hjemmelavet medisterpølse - lavet efter fars opskrift, og Birgitte havde dækket op med mors juledug. Den dug er ikke sådan en med nisser på, men egentlig bare en rødternet dug - og derfor plejede mor altid at gøre den lidt ekstra julet ved at drysse små udstansede staniolstjerner ud over bordet. Det havde Birgitte også gjort.

Julestrik på højt plan.

På den måde var vi også sikre på, at bibliotekaren fra Thisted ikke lavede ulykker. Hans sikre ordensøje har nemlig blik for stjerner, der sidder sammen. Det er sådan noget, der sker under udstansningen - og Henrik plejer så at bruge julefrokostens eftertænksomme øjeblikke til at skille stjernerne ad.

Man kan ikke sige andet, end at julefrokosten er en stjernestund i familiens skød. Og skulle der være nogen, der tror, at det handler om druk og ballade, kan de godt tro om igen. Bare se på billedet, hvor Birgitte bruger julefrokosten til at demonstrere sublim strikketeknik for min kusine. Det er sådan, at civiliserede mennesker holder jul.

↧

God jul

December 23, 2013, 7:49 pm

≫ Next: And med krudt i

≪ Previous: Stjernedrys

Julekort og englesang

Klik på billedet for at downloade julekortet.

Så er det ved at være jul.

Dina er sendt på juleferie i Københavnstrup hos lille Adam på Nørrebro. Nu er stenbroen og skudsikre veste ikke mig, så jeg bliver hjemme på fredelige og mærkværdigt vårgrønne Øland.

Julefreden bruger jeg til at male spisestuen - den trænger...

Julekortene blev sendt i weekenden - men desværre kan jeg ikke overkomme at sende julekort til alle, der fortjener det. Så har du ikke fået det allerede, kan du downloade julekortet ved at klikke på julekortet.

Lillejuleaften holdt jeg forresten en lille pause i arbejdet for at se den traditionsrige julehilsen til Grønland. Jeg har vistnok sagt det før - men jeg har et ualmindelig blødt punkt for den grønlandske hymne Guuterput, der er sådan en slags grønlandsk nationaljulesang. Den er så tænderskærende smuk, at man skal være meget hårdhudet for ikke at få en klump i halsen.

Salmen kom til den grønlandske kateket Rasmus Berthelsen i 1852 - samme år som det lille hus på Øland blev bygget, i øvrigt - som en renlivet åbenbaring, hvor havde drømt om nogle engle på en mark. Står historien til troende, så er det altså simpelthen englenes sang. vi her hører. Jeg tror det gerne, for smukt er det.

Her fra YouTube og Danmarks Radio i indspilningen fra julehilsenen 2006:

↧

And med krudt i

December 25, 2013, 8:34 am

≫ Next: Sidste kostestrøg

≪ Previous: God jul

Sprængt and

Spisestuen ligner et bombekrater og
indbyder ikke ligefrem til julefest.

Jeg benytter juleferien til at give spisestuen en tiltrængt gang maling - og mens arbejdet står på, ligner den derfor nærmest et bombekrater.

Dina er sendt på ferie i København - og juleaften var jeg derfor alene. Jeg lod mig inspirere af bombekrateret i spisestuen til at lave en rigtig gang herremad, sprængt and, som nok er noget af det mest lækre, jeg kan komme i tanke om - og som jeg helst spiser alene, for det smager altså så godt, at jeg slet ikke nænner at dele...

Jeg havde købt et helt andebryst, der altså er bryststykkerne med tilhørende skrog og vinger, cirka halvandet kilo i alt.

Jeg lavede en lage af to liter vand, 350 gram salt, 50 gram sukker, et par laurbærblade og en håndfuld peberkorn. Hele herligheden fik et opkog, så saltet blev opløst og så sat til afkøling. Heri kom jeg så anden og satte den i køleskabet i halvandet døgn, hvorefter jeg hældte lagen ud.

Herefter skar jeg bryststykkerne og lårene fri fra skroget. Selve skroget puttede jeg i en gryde med en liter vand og kogte fond på det et par timer.

Herremad...

Jeg ridsede skindet på kødstykkerne og lagde dem i en grydepande, hældte en halv liter vand ved og kogte det, indtil vandet var fordampet. Fedtet hældte jeg i en kasserolle til sovsen. Herefter gav jeg skindet en let gang salt og stegte kødstykkerne med skindet nedad i 10 minutter. Så var kødet færdig.

Andefedtet fik en spiseskefuld maizena, hvorefter jeg tilsatte den indkogte fond og en kvart liter fløde. Jeg smagte til med en forsvarlig sjat portvin og en klat rønnebærgele - gav det hele et opkog, og vips, var der sovs, så englene sang den ganske julenat.

Jeg tog kogte kartofler og rødkål til. Egentlig spiser man brunede kartofler juleaften - men det er fuldstændigt overflødigt til denne herreret. Hele herligheden blev skyllet ned med en Pepsi Max af god årgang. Man skal jo tænke på den slanke linie...

Ris a la'manden gemte jeg til julemorgen - og i aften skal jeg have rester samt gnave skrog...

↧

Sidste kostestrøg

December 29, 2013, 9:05 am

≫ Next: Årets sidste pip

≪ Previous: And med krudt i

Nu lakker det mod enden

Så mangler kalken lige at hærde...

Så er jeg ved at kunne se enden på juleferiens store projekt med at pifte spisestuen op.

Det sidste strøg med kalkkosten er taget - og mens det tørrer kan der blive tid til bloggen.

Endnu mangler jeg at hænge billeder op, lave det sidste el-arbejde og lidt pletmaling hist og her - men der faldt nu alligevel en stor sten fra brystet, da jeg kunne lægge kalkkosten væk. For enden er nær - og jeg når at blive færdig, inden Dina kommer hjem i morgen, og inden nytårsgæsterne ankommer på tirsdag.

Som altid har den slags projekter det med at vokse til næsten uoverskuelig størrelse, når først man kommer i gang. For eksempel var en mur bag en lænestol fuldstændigt ødelagt af stoleryggen, så den skulle altså lige pudses op - og bliver nu i aften forsynet med en aluminiumsprofil, så det ikke sker igen.

Det var heller ikke planen, at loftsbjælkerne skulle have maling - men de trængte nu ganske voldsomt. Og jeg kom i tanker om, at vi sprang dem over, da vi i sin flyttede ind. Det betyder, at det sandsynligvis er mindst 15 år siden, de er blevet malet sidst.

Det blev også lidt af en øjenåbner, for det viser sig, at bjælkerne, der kun er til pynt, af den foregående ejer er blevet sminke-repareret med silicone - og det skal jeg altså på et tidspunkt have gjort noget alvorligt ved, for det er altså ikke lige den rette metode. Det er faktisk noget lort, for at sige det lige ud.

I forbindelse med malerarbejdet havde jeg også en plan om at sætte galleribelysning op langs væggene, så vores billeder kan komme bedre til rette. Jeg vil imidlertid gerne kunne dæmpe det lys - og derfor havde jeg købt en lysdæmper før jul.

Men da jeg kom til at regne på det, fandt jeg ud af, at den slet ikke var stor nok til at trække belysningen. Det var anden juledag, så gode råd var dyre, for butikkerne havde jo lukket.

Lysdæmperen vender på hovedet - og den virker!

Heldigvis kom jeg i tanke om, at jeg havde en gammel Bang & Olufsen-lysdæmper fra lejligheden i Nuuk liggende. Den var stor nok, men desværre beregnet til montere på en pendel. Det kunne jeg ikke bruge til noget, men jeg fik snedkereret en lille boks til den, så den kunne hænge på væggen.

Herefter var det bare at forbinde alle ledningerne - og så skulle den sag være ude af verden.

Men der skete ikke en hujende fis, da jeg satte strøm på. Det fattede jeg ikke en lyd af - og jeg sad i nok fire timer og stirrede ondskabsfuldt på den famøse lysdæmper, mens jeg spekulerede på, hvem af naboerne der havde en polsøger, jeg kunne låne. Hvad jeg ville bruge polsøgeren til, får stå hen i det uvisse - men et eller andet skulle der jo gøres...

Pludselig gik fejlen op for mig. Jeg havde jo monteret den på væggen, så Bang og Olufsen-logoet vendte rigtigt - men den er jo oprindeligt lavet til brug i en pendel. Der kommer strømmen oppe fra - mens den på væggen jo kommer nede fra.

Jeg vendte kablerne og anbragte lysdæmperen på hovedet, tændte for kontakten - og vips, der blev lys. Selv en blind høne kan åbenbart finde korn.

Og i virkeligheden er den her meget smartere, end den lysdæmper, jeg ellers havde købt til formålet - for nu kan jeg dæmpe lyset i spisestuen med fjernbetjeningen til fjernsynet. Det er da smart!

↧

Årets sidste pip

December 30, 2013, 8:38 pm

≫ Next: Den fjerde statsmagt

≪ Previous: Sidste kostestrøg

Dovregubben ønsker godt nytår

Den grønne vinter er over os.

Det er der ikke noget mærkeligt i - for sådan er det jo, når man bor i Danmark. Placeret op ad det lune Vesterhav med kystklima midt mellem det kolde nord og de lidt lunere Sydeuropa. Så længe vinden ikke går i øst, giver det lune og grønne vintre - og det sker med jævne mellemrum, selv om vi næsten har glemt det efter fire relativt hårde polarvintre.

Som haveejer er jeg ikke meget for det. Vi har det jo lige som bønderne. Vejret skal helst arte sig normalt, så man ved, hvad man har med at gøre. Ellers brokker vi os.

Det lune vejr giver utøjet og ukrudtet alt for gode vilkår - og hele tiden lurer risikoen for, at der kommer frost senere på sæsonen. Det er ikke godt, hvis først havens planter har indstillet sig på foråret.

Den grønne vinter passer fuglene godt. Der er føde nok - og når det lysner ved nitiden, synger havens spurve, som om det allerede var forår.

Det er nu nok at være lovlig optimistisk. Selv om vi nu går mod lysere tider, og dagen er tiltaget med syv minutter, skal vi altså hen på den anden side af februar, før vi med sikkerhed kan sige, at nu er frøken Vår kommet for at blive.

En af foderbrættets stamgæster - uanset hvordan vejret er.

Interessen for foderpladsen er til at overskue. Det er i hvert fald kun de nogenlunde faste gæster, der holder til her. For endnu er der føde nok derude i det grønne.

Kameraet holder også pause. Når det stort set kun er musvitterne og skovspurvene, der kommer tæt på huset, er der ikke så meget at fotografere. Men det kan i øvrigt også være lige meget. For det lune vejr med regn og skyer levner ikke meget lys her i måneden omkring solhverv. Og uden lys ingen billeder.

Men forleden fik vi da et lille strejf af sol - og kameraet skal jo holdes varmt. Så det blev lige til et par billeder af en enkelt musvit på foderbrættet.

Med disse billeder vil jeg ønske alle Dovregubbens læsere et godt nytår. Vi ses igen på den anden side.

↧

Den fjerde statsmagt

January 1, 2014, 1:03 pm

≫ Next: Hærværk og nytårsløjer

≪ Previous: Årets sidste pip

Behov for eftertanke

Nordjyske Stiftstidende bragte første juledag et
lille interview med Deres blogger. Historien var illustreret
med dette foto taget af Stiftstidendes Lars Pauli.

Pressen ynder at omtale sig selv som den fjerde statsmagt – og noget skal der nok være om snakken.

For når det kommer til den rå magtudøvelse er pressen akkurat lige så arrogant, egenrådig, hensynsløs, forfængelig og overbevist om egne fortræffeligheder som adskillige beton-socialdemokratiske bykonger tilsammen – og med en dømmekraft så ædruelig som en enkelt Venstre-bykonge i Farum.

I vore dage nøjes pressen jo ikke med at referere magtmisbruget. Man dømmer også – og når pressen først har fået næsen i sporet, kan end ikke ti vilde heste få journalisterne til at stoppe op og spørge sig selv, om den valgte vinkel er den rigtige.

Pressens magt ligger i, at den bestemmer helt og holdent, hvad der er på dagens dagsorden – og ikke mindst på hvilken præmis, sagerne skal bedømmes ud fra.

2013 har budt på et utal af sager, hvor pressen med fordel kunne have stoppet op under jagten og spurgt sig selv, om det nu var den rigtige vinkel, man havde valgt.

Sommerens agurketid bød blandt andet på en besynderlig debat om kvinders ret til at amme offentligt. Det var en pseudo-debat, for det er vel de færreste, der har noget imod, at unge kvinder flasher deres bryster.

Sagen handler grundlæggende om privates ret til at bestemme på egen matrikel – om en restauratør selv må bestemme, hvem han vil servere for. Problemet består jo i, om det store flertal af almindelige, voksne mennesker kan være tjent med at spise lige ved siden af en bøvsende, ildelugtende og skrigende baby. Glæden ved babyer er jo i høj grad en selektiv fornøjelse, der stort set kun deles af småbørnsmødre og deres mødre og bedstemødre.

Historien burde være kvalt i fødslen ved at spørge, om det nu er et væsentligt samfundsanliggende, at en lille flok militante venstrefløjskvinder kæmper for retten til at tage deres sagesløse afkom med på værtshus – uagtet at resten af samfundet er enig om, at værtshuse bestemt ikke er for småbørn.

Senere på året faldt pressen over Løkkes flybilletter til en lille rund million. Det var heller ikke nogen pæn historie – og jeg håber da, at den ellers folkelige Løkke har fået noget at tænke over. Men i pressens iver for at fælde Lars Løkke overså man bare, at det væsentligste spørgsmål er, at et flertal i Folketinget har godkendt, at tredive millioner gode danske skatteyderkroner årligt bliver sendt til en koreansk pamperorganisation.

Havde pressen fokuseret på dette spørgsmål, som er mere væsentligt en Løkkes rejseri, kunne enden på historien måske være blevet, at loven om bestyrelsesansvar blev udvidet til også at omfatte folketingsmedlemmer, så vi – de danske skatteydere – kan gøre folketingsmedlemmer ansvarlige for urimeligt sløseri med danske midler.

Tilsvarende da klovneministeren blev fældet. Her var det mindste problem, at ministeren støttede sin bøssevens klovneskole ved at holde overdådige ministerielle middage på skolen. Det helt store problem var i virkeligheden, at der var et Folketing, der havde godkendt, at danske skattekroner går til en klovneskole.
Senere på året solede DR sig i skjult kamera, usmagelig selvfedme og farisæisk fordømmelse ved at afsløre såkaldte skattesnydere, der med loven i hånd forsøgte at forsvare deres surt sammensparede sparepenge.

Medierne stak mikrofonen op i snuden på politikerne og en nu forhenværende skatteminister, der refleksmæssigt svarede, at de selvfølgelig vil gøre noget ved sagen.

Igen var præmissen forkert. DR burde i stedet have sat fokus på et umenneskeligt skattesystem og et tårnhøjt skattetryk, der tvinger landets mest kreative og driftige mennesker til at svigte deres fædreland.

For nylig viste en undersøgelse, at antallet af danskere, der ser nyheder på TV er i frit fald. Det kan nu ikke undre, når man ser, hvordan TV især varetager nyhedsopgaven - med belærende eksperter, venstresnoede og partiske journalister, speedsnakkende oplæsere, der ikke taler et ordentligt dansk, ignorante interviewere, alt for skarpe vinkler, statistisk fusk og så videre.

Vi har brug for en fjerde statsmagt – men det skal være en presse, der er sig sit ansvar bevidst og siger sandheden, hele sandheden og ikke andet end sandheden. Hellere gøre tingene ordentligt end at sætte dagsordenen.

Pressen bør i det kommende år reflektere over sin plads i systemet – for lærer pressen ikke at styre sig, har den forspildt sin chance, og danskerne vil vælge nyheder fra til fordel for internettets gratis rygtesmederi, lynchjustits og kändis-slam. Og så kan det i øvrigt være ligegyldigt med både den lovgivende, den dømmende, den udøvende og den fjerde statsmagt.

Godt nytår.

Offentliggjort i Nordjyske Stiftstidende første gang 27. december 2013.

↧

Hærværk og nytårsløjer

January 1, 2014, 1:19 pm

≫ Next: Raketvidenskab

≪ Previous: Den fjerde statsmagt

Fredeligt, men festligt nytår...

Nytårsløjer på landet.

- Det er ikke nytårsløjer, det er hærværk.

Sådan sagde Jørgen Ryg for mange år siden i monologen om manden, der havde fået en istanpuler i familien - og som bestemt ikke kunne se det morsomme i, at løjerne gik ud over ham selv.

Sådan har vi naturligvis ikke her på det fredelige Øland. For selv om vi var udsat for en beskeden nytårsløje, kan det bestemt ikke betegnes som hærværk. Nogle forbipasserende havde skrevet "godt nytår" med tandpasta på en af ruderne ud mod vejen.

Nytårsaften i gode menneskers lag.

Det er så fredeligt og uskyldigt, at man ikke kan gøre andet end at trække på smilebåndet ad det, mens jeg bryder min hjerne med at fundere over, hvordan den menneskelige fantasi kan række så langt, at man tager noget så uskyldigt som tandpasta med i byen i den hensigt at begå noget, der på andre dage og i andre situationer ville blive opfattet som hærværk...

Som sagt - nytår forløb lige nøjagtig så fredeligt, som man kan forvente i vores lille, landlige idyl. Ganske vist var der et par bønder, der i overstadig glæde over EU's landbrugsstøtte fyrede lidt fyrværkeri af - men ellers var vi henvist til baghaven for at se Aalborg gå amok i fyrværkeri fra Krudtkongen og andre gode aalborgensere.

Vi fejrede aftenen i en lille sluttet kreds sammen med kusinens og smedens - og så kan det næppe være mere hyggeligt.

Nytårsaftensdag om formiddagen blev jeg færdig med renoveringen af spisestuen - og gik straks i gang med madlavningen til aftenens lille festmiddag.

Jeg kørte en fireretters - næsten efter manualen for nytårsaftener. Vi lagde ud med et stykke af den hjemmerøgede dyrekølle garneret med vagtel-spejlæg og frisk fennikel fra haven. (Ja, du læste rigtigt. Vores fennikel gror fortsat - selv om fennikel-sæsonen normalt slutter i oktober med nattefrostens komme.) Hertil en knasende tør sherry fra Malaga.

Herefter stod den på en tallerken med næsten alt godt fra havet - blåmuslinger, hummerhaler, grønlandske skalrejer, røget laks, kammuslinger og wakame-tang skyllet ned med en kølig Chablis.

Aftenen bød på et vemodigt farvel til den
berømte Straumsbukta Rønnebærgele.

Nytår er traditionelt en god anledning til at spise dyreryg - så det gjorde vi også. Med hasselback-kartofler, selleri-frites, friskplukket rosenkål fra haven og en ubeskrivelig god vildt-sovs smagt til med den sidste rest af den berømte Straumsbukta-rønnebærgele fra 2007.

Anledningen var passende - for kusinens mand var i sin tid med til at plukke rønnebærrene i det nordnorske. Det blev til en stor portion, der nu har tjent os trofast i en årrække - og selv om det var vemodigt, var tiden nok kommet til at spise det sidste af den gode årgangs-gele.

Forresten blev rådyret fulgt til dørs med et par flasker Barolo 2004 fra min fars vinsamling - og det var så anledningen til at udbringe en skål for ham også.

Min kusine studerer creme brulee-teknik.

Til dessert havde jeg lovet kusinen creme brulee. Det havde hun aldrig prøvet - og så var det da på tide.

Dengang vi boede i Norge, var creme brulee det helt store hit, og jeg har faktisk ikke lavet det mange gange siden - bortset fra en gang for nogle år siden, hvor jeg lavede en variant med lakridssmag til Rasmine. Jeg har siden hen til min store forbløffelse set Blomsterberg demonstrere denne variant i TV - og kan da kun glædes over, at jeg åbenbart har opfundet en enkelt ting, der kan tilfredsstille denne kokkekunstens svar på en havnearbejder.

Creme brulee'en blev skyllet ned med min sidste flaske portugisk licorosa fra 1982.

Creme brulee betyder brændt creme
- i bogstaveligste forstand.

Og så var der ellers tyrkisk og håndbrygget øl og GT i timen op til midnat, der blev fejret med både en sød italiensk Asti og en tør cremant fra Alsace.

Og så var det ærlig talt ved at være sengetid for ordentlige mennesker.

Onsdag morgen kunne jeg så igen gå i gang med spisestuen. Denne gang tog det dog ikke en hel uge at sætte skik på den...

↧

Raketvidenskab

January 3, 2014, 7:04 pm

≫ Next: Tæt på ismågen

≪ Previous: Hærværk og nytårsløjer

Merchandise

Så er der afgang til månen...

Det siges, at forskellen på drenge og mænd ligger i prisen på deres legetøj.

Noget er der nok om snakken, men jeg skal da også være den første til at indrømme, at prisen på Tintin-merchandise hidtil har afholdt mig fra den form for legetøj. Min søde kone synes, at jeg er lidt af fedterøv - og hun har derfor givet mig en model af raketten fra Tintin-historien Månen Tur-Retur.

Jeg er naturligvis glad for gaven, som jeg forresten selv var med til at købe. Og forhandleren - en lille butik i Aalborg, der er specialiseret i den slags ting - sang da også en voldsom sang fra varme lande for at retfærdiggøre prisen.

Raketten er kun lavet i et begrænset antal - selvfølgelig leveret i en eksklusiv emballage, der vil ikke blive lavet flere, der følger et ægthedsbevis med - og så videre og så videre.

Raketten får sin faste plads i herreværelset - og så må jeg
nok hellere gemme emballagen. For i følge forhandleren
er den eksklusive emballage med til at retfærdiggøre prisen.

Så nu er jeg altså den lykkelige ejer af en knap 20 cm høj raketmodel, der er produceret som nummer 205 ud af en serie på 4.000. Den har kostet det samme som to flasker god rødvin sådan cirka - men hvor rødvinen allerhøjst smykker mit sind, kan raketten smykke mit kontor, hvor jeg i øvrigt har masser af merchandise fra flyselskaber og andre souvenirs fra den halve verden.

Månen Tur-Retur - som vi kender den.

Den medfølgende pamflet kan i øvrigt oplyse, at den lille raket er fremstillet af et materiale, der hedder resin. Jeg har aldrig hørt om det før, men en tur på Google afslører, at det er en to-komponent plastmasse med en overflade, der minder om glas - og som er velegnet til støbning.

Det viser sig, at det er til at købe i hobbyforretninger - og tilsyneladende ganske nemt at arbejde med. Det skriver jeg mig nu bag øret - for jeg kan da godt forestille mig en masse ting, det kan bruges til. Så måske var Dinas investering i en lille Tintin-raket slet ikke så tosset endda.

↧

Tæt på ismågen

January 4, 2014, 10:51 pm

≫ Next: Hjemmefødinge

≪ Previous: Raketvidenskab

Opvisningsflyvning i Hanstholm

Ornitologer fra hele Nordeuropa valfarter i disse dage til Hanstholm havn på den yderste kant af Thy - og med udsigt mod det store hav.

Ismågen er en sjældenhed på vore breddegrader.

Årsagen er en lille, lettere dalmatiner-plettet og charmerende ismåge, der nu har holdt hof i havnen siden juledagene.

Ismågen er en sjældenhed på vore breddegrader. Det er først ottende gang nogensinde, at den er observeret i Danmark siden 1835. Normalt holder ismågen til i de isfyldte farvande mellem Grønland og Svalbard, hvor den blandt andet lever af resterne fra isbjørnenes måltider, når den arktiske kæmpe sætter sæl til livs.

Ismågen i Hanstholm er en ung fugl - udklækket i 2013 enten på Svalbard eller Østgrønland. Den er ganske tillidsfuld og kommer gerne tæt på horderne af fotograferende ornitologer. Desværre er det en fremmed i det barske havnemiljø - og den får kun sjældent fred til at sidde mellem stamgæsterne ved havnebordet, så skal den fotograferes er det i luften.

Den sjældne gæst tiltrækker
ornitologer fra hele Nordeuropa.

Sådan er det jo - på de kanter skal man ikke bare begynde at mænge sig. Og slet ikke når man er en lille ismåge mellem de store, indfødte sølvmåger og svartbager.

Egentlig kan jeg godt mene, at det er lidt manisk, at folk helt fra Østrig kører til Hanstholm for at fotografere en måge, men ikke desto mindre satte jeg mig også i bilen lørdag formiddag for at få et billede af den flotte fugl.

Da vi ankom til havnen, sad den på den yderste mole - alt for langt væk til billeder, men nem at kende. For den er hvid, er den - meget hvid.

Men det var bare at vente. Normalt er Hanstholm havn lukket land for uvedkommende, men de lokale ornitologer har fået udvirket, at der i disse dage er fri adgang til ismågens yndlingsmole.

Og det skulle ikke vare længe, før den polare gæst lettede og fløj nogle ture frem og tilbage til ære for de mange fotografer. Et par gange var den nede i vandet og nuppe en godbid. Den forsøgte også at sætte sig på en pullert, men blev straks jaget væk af de uvorne hjemmefødinge. Og efter godt et kvarters opvisning forlagde den residensen til nordlige ende af havnen.

Der var billeder i kameraet - og vi kunne vende næsen mod Thisted til den ventende frokost hos kusinen.

Vi er stadig i den mørke vintertid, selv om dagen nu er tiltaget med et kvarter - og solen faktisk skinnede i Hanstholm ved frokosttid lørdag. Derfor måtte jeg også give køb på min normale praksis med at fotografere fugle ved 100 iso - og billederne er derfor lidt kornede. Men når man tænker på, hvor sjælden ismågen er på vore breddegrader, er det nu til at leve med.

↧

Hjemmefødinge

January 5, 2014, 12:48 pm

≫ Next: Tæt på

≪ Previous: Tæt på ismågen

Måger fra stambordet

Svartbagen holde et vågent øje med de uvedkommende.

Da jeg var i Hanstholm for at fotografere ismågen, var der naturligvis noget ventetid, inden dagens hovedrolleindehaver dukkede op.

Tiden blev brugt til at fotografere nogle af de lokale måger - og da de bogstaveligt talt er standfugle og havde taget opstilling på kajen, var det forholdsvist nemt at have med at gøre.

Ung sølvmåge eller svartbag - lige til at spise.

Især de stoute svartbager og de næsten lige så store sølvmåger var der nok af. Som udvoksede er de nemme at kende fra hverandre. Sølvmågerne har grå overside og svartbagerne har - som navnet klart siger - sorte bagdele og rygstykker med for den sags skyld.

Min kusine påpegede venligt, at det også kan lade sig gøre at forveksle en svartbag med en sildemåge. Deri har hun ganske ret, men da sildemågen er trækfugl og har gule ben, betragter jeg nu denne mulighed som rent akademisk på denne januar-dag.

Det er straks værre med ungfuglene. Her skal man være kender, for de er nærmest ens i deres brunspættede fjerdragter. Her ser man især på næbbygningen, for svartbagens næb er lidt kraftigere end sølvmågens - men den sondring er altså for folk, der har mere forstand på de dele, end jeg har.

Den lokale havnefoged.

Turen til Hanstholm bød i øvrigt på en anden spændende mågeart. For der var en del dværgmåger i havnen. Det er som navnet siger, en mindre måge - på størrelse med hættemågen og ligner da også en hættemåge i sommerdragten. Dværgmågen holder især til i den baltiske region, men ses hver vinter ved vestkysten.

Ligesom ismågen var de nemmest at fotografere i luften, for de hjemmehørende måger giver altså ikke meget plads til de fremmede. Jeg tog en hel stribe billeder, lige da jeg kom til Hanstholm. Hele striben var desværre mere eller mindre underbelyst, fordi jeg lod øjeblikkets begejstring løbe af med mig. Sådan er det jo desværre med fugle. Der er ikke lang tid til at reagere - og så går det desværre galt ind i mellem.

Dværgmågen kendes nemt på vingernes mørke underside.

↧

Tæt på

January 6, 2014, 1:38 pm

≫ Next: Vågn op!

≪ Previous: Hjemmefødinge

Lidt leg med makro

Støvdrageren i en aurikel ligner et helt
himmellegeme, når man kommer tæt nok på den.

Da jeg for mange år siden lærte at fotografere, syntes jeg, at det var enormt sjovt at lege med makrofoto - altså billeder taget ekstremt tæt på motivet.

Det ligner noget tovværksarbejde - men i virkeligheden
er det en velourdug ganske tæt på.

Sidenhen er jeg blevet lidt mere rå i det - og har i mange år dyrket det simple reportagefoto. Makrofoto kan nemlig nemt blive til æstetik for æstetikkens skyld. Men her til aften kom ånden alligevel over mig - og jeg kastede mig blandt andet over nogle af Dinas blomster.

Teknikken er egentlig rørende enkel og lavteknologisk. Man sætter en mellemring ind mellem kamera og objektiv - og flytter dermed fokuspunktet tættere på objektivet. Egentlig kan man gøre det bare med et paprør og lidt gaffa, men de såkaldte mellemringe er billigt tilbehør, som er inden for de flestes økonomiske rækkevidde. Til Canon EOS koster et sæt fra omkring 500 kroner.

Billederne til dagens historie er taget med min 50 mm optik - men havde det været udendørs ville jeg nok have brugt et af mine zoom-objektiver.

Det er karakteristisk for makro-foto, at
der næsten ingen dybdeskarphed er.

↧

Vågn op!

January 8, 2014, 11:55 am

≫ Next: Fjordudsigt

≪ Previous: Tæt på

Så er op og ud af fjerene...

Vågn op, slå på dine strenge...
Foto: Beredskabsstyrelsen

Klokken er ikke lige det, man går allermest op i, når man bor i en bygd. Det ved jeg af erfaring fra både Grønland, Canada, Norge og såmænd også Danmark med - og egentlig finder jeg det ganske sympatisk.

Men der må selvfølgelig også være en grænse - og den har de tilsyneladende nået i bygden Qorlortoq i Nunavut. Her betyder vintermørket, at mange af bygdens 95 elever kommer for sent i skole hver dag, og at der kun er få til stede, når skolen begynder klokken ni om morgenen, fortæller den grønlandske radioavis på KNR.

I Qorlortoq mente man, at noget måtte der gøres ved dette slendrian - og det var faktisk en af bygdeskolens elever, der fandt på løsningen. Den går ud på at bruge bygdens katastrofesirene som fælles vækkeur. Og det betyder nu, at sirenen hyler hver morgen klokken otte for at få bygdeboerne ud af fjerene.

Samtidig er sirenen også taget i brug om aftenen. Her hyler den hver dag klokken 22:30, som signal til, at alle bygdens unge under 18 år skal være hjemme. For det med sengetiderne kan også være svært - både om vinteren, når det er mørkt det meste af døgnet - og om sommeren, når det er lyst hele døgnet.

↧

Fjordudsigt

January 12, 2014, 1:57 pm

≫ Next: Vild med dans

≪ Previous: Vågn op!

Motorsavsmassakren

Nu er det for sent at fortryde.

"A Room With a View" er titlen på en engelsk kunstfilm fra 1986 med en herostratisk berømmelse for sin langtrukne kedsomhed.

Ikke desto mindre er et værelse med udsigt da noget, som de fleste af os stræber efter. Derfor satte jeg her i weekendens gode vejr motorsaven i morellen foran altanen ved herreværelset.

Egentlig smerter det mig dybt at fælde et flot, gammelt træ - og oven i købet et træ, som sætter de mest fantastisk velsmagende søde moreller.

Så er jeg næsten færdig med oprydningen.

Men tiden var altså kommet, hvor vore veje måtte skilles. Træet var simpelthen blevet for stort - og jeg så ingen muligheder for at beskære det - regulært som det var med en høj lige stamme.

Sidste sommer bar det masser af moreller - men de sad så højt og utilnærmeligt, at det var forbundet med største livsfare at plukke dem. Og når træet så oven i købet tager både lys og udsigt fra arbejdsværelset, så måtte motorsaven frem.

Nu skal bøgen bare lige beskæres...

Jeg tog allerede beslutningen i efteråret - men fordi det nu en gang gør ondt på mig, havde jeg udskudt eksekveringen.

Men da det lørdag eftermiddag var fint vejr til en tur i haven - og motorsaven alligevel skulle frem i anden anledning, var morellens skæbne beseglet. Og nu hvor træet er væk, glæder jeg mig allerede over både lyset og udsigten.

Nu kan jeg tydeligt se ned til fjorden og over til Gjøl fra altanen. Der mangler bare lige lidt beskæring af det store bøgetræ nede ved havepejsen og røgeriet - så kan jeg også få glæde af udsigten, når der om føje tid kommer blade på træerne.

Det er fuldbragt, som en kendt person sagde i en lige så kendt, ældre bog... Consummatum est!

↧

Vild med dans

January 12, 2014, 10:08 pm

≫ Next: Endelig...

≪ Previous: Fjordudsigt

Mavedanserkursus

Lidt rural mavedanserelite i det tyrkiske. Foto: Tina Laursen.

Dybest set er det vel ikke særlig interessant og kommer næppe den brede offentlighed ved, når danske turister blamerer sig under sydens sol.

Det er nærmest pinligt...

Alligevel vover jeg et øje, for det er trods alt ikke hver dag, man ser bloggeren på et dansegulv - og så har jeg lige fået billederne til historien her tilsendt fra Tina Laursen.

Det var ude på landet - i det sydlige Tyrkiet. Vi boede på Hotel Tripolis nær Pamukkale-kilderne - og det havde åbenbart inspireret driftige investorer til at bygge et såkaldt spa-hotel fjernt fra bymæssig bebyggelse og pulserende natteliv.

En, to, tre og rundt... Foto: Tina Laursen

Vi benyttede os af lejligheden til et rigtigt tyrkisk bad og blev skrubbet, skurret og masseret efter alle kunstens regler. Bagefter var der tid til en GT i baren inden sengetid.

Her dukkede den lokale mavedanser op. Efter en kort opvisning i den ædle kunst, begyndte hun at udpege mere eller mindre tilfældige bargæster, som så blev beordret til at danse med hende. Situationen kan vel bedst sammenlignes med den gamle børneleg, hvor man skal gøre som lederen...

Og hvad pokker... Ude på landet har vi jo ikke andet morskab, end den vi selv laver, så jeg gik med på spøgen. Og når det kommer til mavedans, mener jeg i al beskedenhed, at jeg har udstyret i orden. Derfor tøver jeg heller ikke med at dele billederne med bloggens læsere.

Dina slap heller ikke for en tur på gulvet - men hun
havde jo også de elegante dansesko på. Foto: Tina Laursen

Nu er der jo intet i Tyrkiet, der er gratis - og det var helt sikkert, at mavedanserens show var tilrettelagt, så flest mulige af gæsterne fik en andel i det. For helt ærligt tror jeg, at drikkepengene var hendes eneste aflønning. Så er det jo med at få folk til at more sig. Men det skadede næppe heller forretningen, at drikkepengene alle blev behørigt anbragt i brystholderen.

Så var der jo også lidt til husarerne, hvor de mest puerile endda selv fik lov til at placere pengesedlen.

↧

Endelig...

January 13, 2014, 12:44 pm

≫ Next: Buuarsikkut

≪ Previous: Vild med dans

Sæsonens første sne

Skoven er altid smuk i snevejr.

Endelig - med næsten to måneders forsinkelse - fik vi vinterens første sne.

Jeg er en god, gammeldags snetosse og elsker sne, så det var svært at sidde stille i almindelig begejstring.

Nede ved fjorden piskede sneen ind over land i en strid østenvind.

Snefaldet begyndte ved to-tiden, og i skrivende stund er alt hvidt derude. Men det tør - og meteorologerne har da også lovet fortsat tø de kommende dage - så kort før solnedgang ved firetiden tog jeg en tur rundt i distriktet for at få lidt billeder af det, der måske bliver vinterens eneste sne.

Vi advarer selvfølgelig mod al udkørsel - hvis man da ikke kender vejen...

Inden nattefrosten begyndte søndag aften tog vi en buket franske
anemoner, der var forvirrede over den milde vinter og blomstrede i utide.

↧

Buuarsikkut

January 15, 2014, 12:09 am

≫ Next: Dagens ord LXIII

≪ Previous: Endelig...

Grønlandsk tegneserie på Facebook

Buuarsikkut - Boas og de andre - er nok Grønlands populæreste tegneserie - tegnet af Robert Holmene med et skarpt blik for de små pudsigheder i det grønlandske samfund.

Serien er så populær, at da jeg sidst skrev om den her på bloggen, er artiklen blandt bloggens ti mest læste historier.

Dengang kunne jeg fortælle, at Buuarsikkut holdt til i den grønlandske avis Sermitsiaq, hvor den optræder med jævne mellemrum. Men nu er Buuarsikkut også tilgængelig på Facebook - kvit og frit.

Robert Holmene har flere gange hjulpet mig i forskellige anledninger, og jeg er glad for nu at kunne gøre gengæld ved at publicere linket til Facebook - noget jeg ellers kun sjældent gør.

Men ellers er her en forsmag på, hvad du kan se på Facebook:

↧

Dagens ord LXIII

January 16, 2014, 9:43 pm

≫ Next: Kunsthistorie

≪ Previous: Buuarsikkut

Kameratelefon

En kameratelefon fra skrivebordsskuffen.

Årene kommer og går - og det samme gør ordene.

Tag nu for eksempel selfie, der var en af nyskabelserne i 2013 - og som sandelig også kandiderede til titlen som "Årets ord". Nu endte det med, at det blev "Undskyld" - og det er da et godt, gammelt ord, som helt bestemt fortjente titlen.

Man apropos selfie... Jeg var i gang med lidt research til en artikel - og i den forbindelse faldt jeg over en liste over nye ord på dansk, som var publiceret i "Nyt fra sprognævnet 2004/1". Her kan man blandt andet finde ordet kameratelefon fra 2001, der er forklaret som "mobiltelefon med indbygget kamera".

Kameratelefon? Hmmm - det ord blev aldrig årets ord - og i dag godt ti år senere lyder det faktisk alvorligt altmodisch. Det var vist et af de ord, der kom, så og blev glemt...

↧