Quantcast
Channel: Fra Limfjordens bredder...
Viewing all 2309 articles
Browse latest View live

Kunsthistorie

$
0
0
Barndomserindringer
Tegningen forestiller altså en hest, hvis nogen skulle være i tvivl.
Forleden kom kusinen med en håndfuld tegninger, hun havde fundet i gemmerne.

Det var mine tegninger - begået med en sikkert både fedtet og moget barnehånd, mens jeg i tilværelsens vår stadig var nysgerrig og åben over for omverdenen.

Hvorfor jeg har tegnet en 65-billet
 gældende mellem Århus Havn og
 Kgs. Lyngby får stå hen i det uvisse
 - men sandsynligvis er en billet, jeg har
 fundet hos mormor og morfar - for min moster
 boede i Lyngby.
For tegningerne viser jo en nysgerrig sjæl, der observerer - men også registrerer tilværelsens små besynderligheder i et overordentligt alsidigt motivvalg.

Tag nu togbilletten, som jeg møjsommeligt har tegnet af - og forsynet med en behørig påtegning i rigtigt DSB-sprog. Når jeg nu skal sige det i dag, afspejler det altså et sært barn.

Skibet har jeg det nemmere med. Jeg tilbragte nogle dejlige lange ferier i barndommen hos min farmor i Vordingborg - og der var noget at se hele tiden for en rask knægt. Jeg var dybt fascineret af både havnen og jernbanen. Og når man så i øvrigt tilbragte hverdagen i Farsø, har det selvfølgelig også været naturligt at tegne en hest.

For dengang i midten af 60'erne fik vi stadig bragt mælken til døren hver morgen. Og det skete med en hestetrukket mælkevogn. Forresten boede vi dengang på Vestervang i Farsø - lige over for smeden - og der kom dagligt heste forbi for at blive skoet.

Da min kusine afleverede tegningerne, diskuterede vi, hvorfor min far med hans karakteristiske håndskrift havde skrevet hest på en tegning, der faktisk ligner en hest. Jeg har tænkt meget over det - for egentlig er det ret fornærmende, for alle kan da se, at tegningen ligner en hest, så hvad er problemet?

Men det er selvfølgelig noget, jeg har bedt om. Jeg kunne nogenlunde læse og skrive, allerede da jeg begyndte i skolen - hvilket jeg gjorde i 1965 jævnfør dateringen af billetten - og jeg har selvfølgelig bedt min far om at skrive ordene, så jeg kunne lære at stave dem.

Min dansklærer var i øvrigt - og med god grund - temmelig fortvivlet over, at jeg havde lært at skrive, inden jeg kom i skole. For det voldte hende usigelige kvaler at få mig til at skrive skønskrift. Tegningen med billetten er et af de få eksempler.

Men allerede dengang gik jeg helst mine egne veje - og resultatet er jo en nærmest ulæselig håndskrift, som er min helt egen.
Den syvårige bolværksmatros' drøm om et skib.


Himmelbetændt rendfog

$
0
0
Et par dage med sne
Tøvejret natten til søndag var desværre hårdt ved sneen.
Egentlig havde vi opgivet håbet og stillet kompasset på forår.

Men weekenden bød altså på sne i store mængder og en strid østenvind. Her begyndte snevejret så småt torsdag aften og fortsatte i større eller mindre grad de næste to døgn.

Det hører til sjældenhederne, at vi får så koncentreret et snevejr her på vore breddegrader. Faktisk gav vejret mindelser til de skønne år i Grønland - og det var ganske passende netop i weekenden.

Lørdag eftermiddag begravede vi Villy, der havde arbejdet i Grønland hele sit liv. Vemodigt, men der var bred enighed om, at vejret lige var i Villys ånd - og at han kom afsted, som han havde levet, med lige dele Danmark og Grønland.

Et af fremtidens juletræer befandt sig godt
i de hvide omgivelser.
Ved sengetid lørdag stilnede det af - og efterlod haven som en sand julekulisse. Desværre havde vi tøvejr om natten, så sneen havde sat sig, da det endelig blev lyst nok til at fotografere.

Og stadig peb østenvinden. og det var ikke vejr for menneske eller bæst. Egentlig havde jeg en ide om, at jeg rigtigt skulle fotografere sne og eksperimentere med makrofoto - men det var altså for koldt i vinden, der kommer fra øst og går på langs af huset.

Først frost, så tø og så frost igen gav
sneen is på overfladen.
Det blev lige til et par billeder - og så var det ellers ind og hælde brænde på ovnen igen.

Heldigvis ser det ud til, at det bliver frost den næste uges tid, så mon ikke, der bliver lejlighed til lidt flere billeder? For flot ser det ud, når man kommer tæt på sne og is.

Lir

$
0
0
Popsmarte effekter

Nøj, hvor er de altså sjove hos Google.

Bloggen her er hostet hos Google - og de gør en masse for at holde på kunderne. Så da jeg for et par timer siden lavede et indlæg om weekendens sne, gik der ikke lang tid, før Google kvitterede med et af historiens billeder - forsynet med hvad firmaet kalder smarte effekter.

Pop og lir, kalder jeg det - og finder det ganske smagløst, men jeg kan nu alligevel ikke lade være med at dele det med læserne.

Brrr...

$
0
0
Rigtig vinter
Verkhoyensk skraber bunden.
Det er fint, at vi har fået sne - og det er fint, at vi nu får lidt frost. Det er naturens gang - og sådan skal det være.

Desværre er der mange mennesker, der ikke lever i pagt med naturen - og i disse dage bruger megen tid på at beklage sig over vejret.

Herrregud, bliver de ikke klogere? For det første ændrer det ikke så meget som en tøddel, at de brokker sig, for det andet er der aldrig nogen, der har taget skade af at rydde sne, for det tredje har naturen godt af lidt frost, som tager toppen af sygdomme og utøj i planteverdenen - og skærper faunaens daglige kamp for livet til gavn for artens genpulje og overlevelse.

Så det er svært at se logikken i dette brokkeri - og forresten er der jo nogen, der har det værre. Tag nu beboerne i Verkhoyansk i Sibirien, sådan cirka midtvejs mellem Murmansk og Beringsstrædet. Der har de rigtig mandfolkevejr - 57 graders frost i går.

Så begynder tilværelsen altså at blive besværlig, skulle jeg hilse og sige. Jeg har aldrig oplevet så voldsomme kuldegrader - men i mine år i Sisimiut var vi da nede på 35 graders frost, og det er koldt nok.

Blandt andet erindrer jeg en gang i vinteren 93/94, hvor min far var på besøg midt i den værste kulde. Der var is på indersiden af termoruderne, der vel at mærke var af trelags-typen. Far mente helt bestemt, at jeg burde klage til boligsselskabet over, at ruderne var utætte. Heldigvis gjorde jeg det ikke - for ruderne fejlede absolut ikke noget. Det var bare koldt udenfor...

Bøfsandwich

$
0
0
Klassiker på menukortet
Når fruen og jeg er i byen, spiser vi gerne på Kystens Perle.
Når konen og jeg en gang i mellem tager til byen - Aalborg - for at handle, plejer vi gerne at slutte af med en bid brød på Kystens Perle - Strandpavillonen i Lystbådehavnen.

Som oftest er det om dagen, hvor frokostkortet byder på mange af perlerne inden for dansk smørrebrødskunst - lun leverpostej, Sol over Gudhjem, gammelost med sky og rom og så videre.

Tirsdag var det imidlertid blevet sent - og det var aftenkortet, det gjaldt. Det er såmænd ikke mindre udsøgt - pariserbøf, stjerneskud, stegt flæsk med persillesovs, tarteletter og så videre. Bare lækkert, lækkert, tartelækkert...

En rigtig herreret: Bøfsandwich med brun sovs...
Men Kysten byder også på en dansk specialitet, som man ikke ser så ofte på spisekortet på restauranter - og det er den klassiske danske bøfsandwich med brun sovs og hele svineriet. Den kan jeg bare ikke stå for.

Bøfsandwich er jo en af de få retter, der kan laves helt uden friske råvarer - og det kan jo i disse overdrevne gourmet-snobbetider være et mål i sig selv - men på Kystens Perle har man nu gjort sig den ulejlighed at lave den fra bunden af med frisk bøfkød og kraftsovs, der ikke smager af Maggie.

Når det nu skal være, tager bøfsandwichen bestemt ikke skade af den form for omhu...

Og når den så bliver serveret med lækre, sprøde pommes frites og en ekstra skål remoulade, så er der serveret en rigtig kaloriebombe, som jeg i hvert fald slet ikke kan modstå.

Det er kraftig mad - usundt er der nok dem, der mener - men en gang i mellem skal man jo synde. Og så er en tirsdag aften på Kystens Perle bestemt det helt rigtige tidspunkt...

Husflittig

$
0
0
Kagekniven fik nyt liv
Det gamle skæfte smuldrede mellem hænderne.
De seneste dage har jeg siddet på værkstedet om aftenen og nørklet som en anden Emil fra Lønneberg.

Ganske vist har jeg ikke skåret træmænd og ganske vist har det været frivilligt - men alligevel sender jeg altid en tanke til min svenske åndsfælle, når træskoene sætter kursen mod huggehuset.

Årsagen til min flid - husflid - findes i efterladenskaberne fra mine forældre. Her var der blandt andet en kagekniv. Ikke noget særligt - kun sølvplet - men dog en kagekniv, og en sådan fandtes ikke i min ringe husholdning. Derfor faldt den fædrene og mødrene kagekniv på et tørt sted - så at sige.

Kagekniven har fået nyt liv.
Desværre var kniven udstyret med et skæfte af ben - og det var mildest talt porøst, forvitret og indtørret. Så da jeg brugte kniven første gang, smuldrede håndtaget simpelthen mellem fingrene på mig.

Den slags er der heldigvis råd for - for er der noget, jeg kan, så er det at skæfte knive. Så derfor gik jeg i værkstedet forleden.

Olieret kirsebærtræ har en fin kontrast - og forvandler
små knaster til dekorative elementer.
Jeg fandt et stykke kirsebærtræ af egen avl - gemt på værkstedet til formålet - og et stykke rensdyrgevir. Det blev limet sammen med araldit - og så gik jeg ellers i gang med formgivningen, der i mit hoved skulle være ganske enkel.

Så kom turen til sandpapir i stadig finere grader, et oliebad i et døgns tid i koldpresset linolie og så yderligere et døgns hærdning. Som prikken over i'et tog jeg i aften skruemaskinen og polerede hele herligheden med bonevoks - og nu har den gamle, slidte kagekniv fået nyt liv.

Træet stammer fra en beskæring af havens
 kirsebær - og har tørret et par år.
Sådan en gang højpoleret træ er noget af det mest lækre at røre ved - og når man så ved, at kniven skal bruges til kage, kan det næsten ikke blive mere lækkert. Så mon ikke, der skal bages i weekenden?

Rødhoved

$
0
0
Fredagens fugl
En arktisk gæst - og i baggrunden en blåmejse.
Så er vinteren kommet. Det fryser - og sneen ligger tommetyk derude.

Det giver liv på foderbrættet - og vi er jo også kommet os over det værste vintermørke. Så kameraet er også kommet frem og har fundet sin plads på stativet.

Endnu er fuglene ikke presset af vejret, så det er så som så med sjældenhederne. Fredagen bød på nogle af stamgæsterne; Rødhals, blåmejse, musvit, solsort, tyrkerdue, grønirisk, kvæker- og bogfine - og så en enkelt af de ikke helt almindelige.

Det er gråsisken, jeg tænker på. Den yngler spredt i Danmark, men dem, som vi ser i øjeblikket, er vintergæster fra det nordlige skandinavien. Gråsisken er en ganske almindelig fugl i Grønland - og på den måde er den en kær gæst her i huset. Og derfor skal den selvfølgelig på bloggen på denne vinterlørdag, hvor dagen er tiltaget med en time og 19 minutter siden vintersolhverv.

Det går fremad...

Slap af

$
0
0
Tanker fra en udkant...
Ilulissat Isfjord - et stykke verdensarv.
Som den opmærksomme læser sikkert har bemærket, hedder klummen her ”På Kanten” 1) – og det giver mulighed for mange åndrige fortolkninger.

Jeg har tit været på kanten – på kanten af sandheden akkurat som pressen, på kanten af det anstændige akkurat som vore politikere, på kanten af loven akkurat som det store flertal af danskere, der skal overleve i et gennemreguleret samfund – og jeg elsker at være på kant med det etablerede.  Ene er man stærk. Kun viljesløse skrog går i flok.

Men jeg har også været på kanten af verden – i bogstaveligste forstand. Jeg har gennem mange år boet i henholdsvis Grønland og Nordnorge. Det er ikke bare kant – det er udkant i en hel anden meningsfyldt betydning, end når man taler om Udkantsdanmark.

Her har jeg indset, at lykken hverken er gode internet-forbindelser, I-pads, fine kulturhuse, et flot eksamensbevis, mange penge – for hvad skal man bruge det til i ødemarken?

Jeg har stået på kanten af verdens største gletchere og tænkt ”Vauuuv” – og ikke andet. Det har heller ikke været nødvendigt – for hvad skal jeg mene om en gletcher og det store øde islandskab?

Det lever jo sit eget liv – uanset hvad jeg måtte mene.

Det kan være farligt, når en gletcher kælver og spytter isfjelde mange gange større end et gennemsnitligt dansk musikhus ud i fjorden – men hvad kan jeg gøre ved det? Altså bortset fra ikke at stå i vejen.

Så er det, at nogle mennesker føler sig magtesløse. Men ikke jeg – jeg føler mig fri. For når jeg alligevel ikke kan gøre noget, er der jo heller ingen grund til at gøre noget.

Prøv at gå ned til vandet. Kig ud over havet. Se bølgerne. De kommer og går – uanset hvad du gør. Men tager du bestik af bølgerne og vejret, så kan du flytte dig og undgå en våd sok.

Derfor har jeg sådan set heller ikke andet end et hånligt skuldertræk til overs for det moderne, urbane menneske, der har en tyrkertro på, at udvikling kan styres – at man kan gøre noget. Det kan vi ikke – men den kloge tager selvfølgelig bestik af situationen.

Vi har et – efter omstændighederne – godt og velfungerende samfund. Det virker – og når noget virker, er der som bekendt ingen grund til at reparere det. For resten har mange problemer det med at løse sig selv – bare vi venter længe nok. Så hvorfor have så travlt?

Af en eller anden grund er der mange politikere, der mener, at Danmark skal være bedst i verden – på levealder, uddannelse, på socialforsorg, på vindmøller, på futtog, og hvad ved jeg? Hvorfor? Bare det virker, så er det godt nok.

Alle disse ambitioner på andres vegne er kun med til at gøre livet besværligt. Det skaber stress, depressioner og selvmord. Men vi kan ikke nå stjernerne – uanset hvor meget vi strækker os.

Så hvad med at slappe lidt af og nyde tilværelsen i stedet? Mens vi har den. For en ting er givet. Lige fra den dag, vi fødes, står vi på kanten – til graven…


1) Offentliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 24. januar 2014 i klummen "På kanten".

Politisk korrekthed

$
0
0
Historien om en negerdukke
Bob Marley på stoffer - lavet af stoffer.
Ordet negerbolle er desværre ved at forsvinde ud af det danske sprog - og det er synd.

I gamle dage var synd noget, man forbandt med underlivet - men sådan er det ikke mere. Nu synder man med munden - og den værste synd er at kalde tingene ved deres rette navn.

Blandt andet er det meget diskuteret, om det er politisk korrekt at sige "neger" - og jeg husker fra min tid i Norge, at det blandt andet var ved at koste politimesteren i Tromsø jobbet, da han formastede sig til at bruge det åbenbart frygtelige ord, der meget præcist ellers beskriver en bestemt type mennesker.

De politisk korrekte ordnazister ville sikkert slå syv kors for sig, hvis de hørte, at jeg - før vi blev gift - kaldte Dina for min lille sorte Sambo. Sort fordi hun altså ikke er hvid, men det, som med et pænt ord hedder inuit (hun afskyr forresten det ord), og Sambo fordi hun jo netop var min sambo og ikke kone.

På min hylde med ting og sager står en dukke, der forestiller en neger med en (marihuana-)cigaret i munden. Den er et minde fra Tivoli i Nuuk - den årlige byfest, som Sct. Georgs Gildet arrangerede.

Jeg var i en årrække gildemester - og derfor den person, som måtte stå for skud, hvis der var noget, folk var utilfreds med.

I 2005 blev jeg midt under festen opsøgt af en meget ophidset overlægefrue - navnet har jeg heldigvis glemt. Hun var mildest talt rasende, fordi vi i en af tombolaerne udloddede eksemplarer af negerdukken. For det første mente hun, at det var skadeligt for børn at se dukken, når den havde en cigaret i munden - og for det andet mente hun, at dukken gjorde nar ad negrene...

Jeg var målløs, vidste ikke hvad jeg skulle svare - et kort øjeblik, for jeg havde simpelthen ikke ventet angrebet. Ærlig talt fandt jeg dukken temmelig uskyldig i forhold til de lettere pornografiske postkort, man kunne vinde i skydeteltet.

En rigtig gipsneger.
Men så eksploderede jeg simpelthen. Fortalte konen, hvad jeg mente om hendes slags - meddelte hende, at hun ikke længere havde adgang til Tivoli, fordi jeg mente, at hun skræmte børnene, og jeg i øvrigt fandt, at hun var ganske og aldeles kulturløs, når hun ikke kunne se, at denne dukke lige nøjagtig er en stor hyldest til den forlængst afdøde Bob Marley, tidernes største reggae-musiker.

Efter den svada fortrak overlægekonen - med besked om, at hun ville gå til pressen. Den trussel så jeg frem til med stor forventning. Jeg var på daværende tidspunkt formand for de grønlandske journalister - og glædede mig til at hjælpe kollegerne til en underholdende bagsidehistorie. Desværre gjorde hun aldrig alvor af truslen.

Dukken, som konen havde med, da hun klagede, beholdt jeg - og det er den, der nu står på tingeltangel-hylden i herreværelset.

Der står også en gibsafstøbning af en lignende rastafari-neger. Den købte jeg for nogle år siden i Puerto Rico - en af de caribiske øer, hvor flertallet af befolkningen forresten er af negroid afstamning.

Glimt fra kryosfæren

$
0
0
Morgenstund har sne i mund
Så smuk tog gården sig ud i morges...

Danmarks Titanic

$
0
0
Også synkefri skibe synker
M/S Hans Hedtoft blev betegnet som synkefri - men sank
på jomfrurejsen. Foto: Arktisk Kommando uoff.
I går var det 55 år siden, KGH-skibet Hans Hedtoft forsvandt i en storm ved Sydgrønland. Ulykken er blevet betegnet som Danmarks Titanic - og har været omgærdet af mange spørgsmålstegn og konspirationsteorier.

Her er historien kort fortalt:

M/S Hans Hedtoft var på sin jomfrurejse til Grønland, da det ramte et isbjerg og og sank. Det var opkaldt efter den tidligere statsminister Hans Hedtoft.

M/S Hans Hedtoft var i 1959 den Kongelige Grønlandske Handels (KGH) største og nyeste skib på 2.800 bruttoregisterton. Det blev bygget på Frederikshavns Værft i Frederikshavn plads nummer 226, påbegyndt den 13. august 1958 og færdiggjort den 17. december. Skibet var specielt konstrueret til sejlads i isfyldt farvand med blandt andet forstærket stævn og dobbelt bund, men ikke dobbelt skrog. Endvidere var det inddelt i syv vandtætte rum, hvorfor det ifølge beregningerne skulle kunne holde sig flydende, selv om det ene rum blev fyldt med vand.

Katastrofen blev et nationalt traume.
 Foto: Arktisk Kommando uoff
.
M/S Hans Hedtoft indledte sin jomfrurejse med afsejling fra København den 7. januar 1959, og det gennemførte rejsen til Julianehåb i Grønland på rekordtid. I Grønland anløb skibet flere havne, inden returrejsen fra Julianehåb mod København blev påbegyndt den 19. januar.

Den 30. januar 1959 kl. 13:56 blev der modtaget et nødsignal på vejrstationen i Prins Christians Sund fra skibet om, at det var kollideret med et isbjerg 20 sømil syd for Kap Farvel. Den tyske trawler Johannes Krüss befandt sig ca. 25 sømil øst for M/S Hans Hedtoft og sejlede på trods af meget dårligt vejr mod positionen.

Kl. 17:41 meddelte M/S Hans Hedtoft "Vi synker langsomt...". Det var det sidste, man hørte til M/S Hans Hedtoft.

I de følgende dage ledte skibe og fly efter vraggods og eventuelle overlevende. Man fandt dog intet. Samtlige 95 ombordværende (40 besætningsmedlemmer og 55 passagerer) var omkommet.

Ni måneder senere drev en redningskrans i land i Island. Det er det eneste vraggods, der er fundet. Redningskransen kan i dag ses i Frelserens Kirke i Julianehåb.

Ulykken udløste en politisk krise - og grønlandsminister Johannes Kjærsbøl undgik kun med nød og næppe en rigsretssag. Dengang var det politiske miljø jo knap så aggressivt som i dag - og man kan jo fundere over, hvad udfaldet ville være blevet, hvis ulykken var sket i dag. Det ville sikkert være noget mere blodigt med DR og TV2-News som bødlerne - og Facebook som skafottet.

Ulykken fik følger. Den førte til, at flyvepladsen på Narsarsuaq, der ellers var blevet lukket efter Korea-krigen, blev genåbnet som dansk flyveplads og blev hovedkvarter for en Iscentralen, der fungerer den dag i dag. Ulykken førte også til, at søværnet fik de første helikopterbærende skibe af Hvidbjørnen-klassen. De er senere blevet afløst af Thetis-klassen - og er også for nylig blevet suppleret med Knud Rasmussen-klassen.

Historien med en detaljeret fortælling om redningsarbejdet kan findes på forsvarets hjemmeside.

Køller eller ej...

$
0
0
Griseri i sildelauget
Så er der vildgris til muntre sildebrødre.
Skønt der stadig er en måned til fastelavn, havde sildelauget fundet køllerne frem til årets første møde på januars sidste dag.

To af laugets profiler i debatterer for og imod
 langtidstegning af vildsvinekøller
.
I ordbogen kan man læse, at en kølle er "tungt, primitivt slagvåben bestående af en stok af træ med et fortykket el. klumpagtigt hoved der evt. er forstærket med jernbeslag el. andet for at øge slagkraften" - men læser man videre fremgår det også, at udtrykket bruges om et kølleformet led på et dyr, og så kommer vi lidt nærmere de faktiske forhold denne aften i køkkenet på Øland Medborgerhus.

For Ole havde været i Norge for at jage vildsvin - og han havde hjembragt nogle solide vildsvinekøller, som det var planen at fortære denne aften.

For eksperimentets skyld blev køllerne tilberedt forskelligt. Den ene blev langtidsstegt over otte timer, mens den anden fik en lidt mere traditionel tur i ovnen. Resultatet af denne lille kølle-grand prix var overvældende klar. Den traditionelle kølle var go' - men den langtidsstegte havde x-faktor. Den var simpelthen så overvældende, velsmagende mør, at den kunne spises med øjenbrynene.

Fremmødet var stort - og stemningen høj,
 da sildelauget tog hul på det nye år.
Sådan en gang vildsvin giver også en gang god brun vildtsovs, sådan som mænd vil have det - og til at søbe sovsen op med serverede vi kartofler og ovnbagte rodfrugter.

Forretten var tænkt som fiskefiletter med et fyld af hakket laks - og det blev da også resultatet, omend at Jørn og undertegnede, der stod for denne del af arrangementet, mere er til improvisation på stedet end udførlige opskrifter.

Bemærk, hvordan forrettens dressing er
påført med kransekageteknik
Fiskefileterne blev dampet i hvidvin og pyntet med en improviseret dressing - sirligt påført med smedens velkendte bagerhåndelag for kransekageglasur. Til fisken fik vi friskbagte flutes med blå birkes og en dilddressing.

Det var lang tid siden, de muntre svende i sildelauget havde været sammen, så snakken gik livligt, og efter maden blev verdenssituationen ordnet mere end en gang - uden brug af andre køller end vildsvinets. Og de lå jo trygt og sikkert i vores mætte maver...

Kyndelmisse

$
0
0
Slette varsler for vinteren
En enlig fiskehejre i en våge ved Ulvedybet.
Vi har passeret kyndelmisse - den 2. februar - og dagen bød på et solstrejf eller to.

Det varsler ilde, hvis man synes, at vinteren har varet længe nok. For kyndelmisse, lysets messe, markerede i gamle vinterens højdepunkt - og dagen var god til at tage varsler af.

Gråvejr eller sne på kyndelmisse varsler tidligt forår, og modsat varsler sol, at vinteren varer helt til midten af april. En lun kyndelmisse varsler også en kold påske - og da påsken i år netop falder midt i april, står det altså nu til troende, at vi godt kan berede os på to en halv måneds yderligere vinter.

Søndagens solstrejf var noget af det første sol, vi overhovedet har set denne vinter. Så det var med at nyde det. Jeg sad ved middagstid i haven - og tro mig: Allerede nu kan man mærke solens varme - når den altså er der.

Søndag eftermiddag var jeg et smut nede ved Ulvedybet. Der er stadig masser af is på begge sider af dæmningen - og fuglelivet indskrænkede sig til et par blishøns, et par sangsvaner, en enkelt ihærdig tårnfalk - og så en fiskehejre, der havde parkeret sig i kanten af en våge.

I følge DOF's registreringer havde der også været en havørn ved Gjøl - men den missede vi altså.

Men de små fugle i haven synger allerede, så det er en lyst - og det lige fra morgenstunden. Så hvis ellers vinden ville holde sig i skindet, er der masser af gode grunde til at opholde sig udendørs - når tiden ellers er til det.

Sneskærmene

$
0
0
Hvad blev de af?
Sneskærme, som de så ud i de gode, gamle dage.
Foto: Danmarks Vej- og Bromuseum.
Der er intet så herligt som at blive klogere og finde ud af noget, man ikke vidste.

De seneste år - efter at være flyttet tilbage til Danmark og så endda rigtigt ude på landet - har jeg hver eneste vinter funderet over, hvad der egentlig er blevet af sneskærmene - de snehegn, som i min barndom hver vinter blev sat op langs vejene for at skærme mod fygesne.

I gamle dage - og her taler vi altså om en noget, der ligger cirka 30 år tilbage - lå disse skærme overalt i landets grøfter i stakke, der så om efteråret blev sat op på markerne og taget ned igen om foråret. Sneskærmene var konstrueret af tynde trælister, som jeg husker det. De var som regel placeret på østsiden af vejene - for det er jo som regel østenvind, der giver fygning her i landet.

Men nutildags ser man dem ikke mere - og det store spørgsmål er så: Hvad blev der af sneskærmene?

Nordjyske Stiftstidende giver svaret i dag. Avisen har en artikel om virksomheden Expo-Net i Hjørring, der fremstiller snehegn af plastik. Tidligere solgte firmaet hvert år flere hundrede kilometer plasthegn i fletmønster til kommunernes og amternes vejafdelinger. Men hverken Vejdirektoratet eller kommunerne har sat snehegn - også kaldet sneskærme - op de seneste måske 25 år. De er sparet væk.

Nordjyske Stiftstidende har derfor haft fat i Vejdirektoratet for at få en forklaring.

Snehegn ved Lyngby nær Grenå. Bemærk kirketårnet,
der jo vender mod vest. Derfor er det tydeligt,
at sneskærmene blev stillet op på den østlige side
af vejen. Foto: Else Skovbo-Jensen/8570.dk
- Snehegnet eller sneskærmen stammer fra tiden med snefogeder og hestetrukne sneplove af træ. De blev typisk sat op inde på markerne de steder, hvor man skønnede, der var størst sandsynlighed for drivedannelser på vejene og på den side af vejen, hvor man overvejende forventede vinden fra i vinterperioden, siger kommunikationskonsulent i Vejdirektoratet, Andrew Crone-Langkjær til avisen og forklarer, at sneskærmene er overflødige, fordi de maskiner, man har til snerydning i dag, er langt kraftigere end tidligere tiders.

Artiklen i Nordjyske Stiftstidende gjorde mig nysgerrig - og jeg har derfor undersøgt, hvornår man begyndte at bruge sneskærmene.

De stammer fra tiden lige før anden verdenskrig. I 1938 fik landet som følge af den voksende automobil-trafik en ny snerydningslov, hvorefter amterne blev forpligtet til at benytte maskinkraft eller leje snerydningsmandskab. Tidligere havde man udskrevet mandskab til rydningen. Målet med den ny lov var at sikre en ensartet snerydning på de store færdselsårer så hurtigt som muligt, efter at sneen var faldet.

I vinteren 1940 umiddelbart inden krigen faldt der store snemængder - og det udstillede de motoriserede sneploves svaghed, for de kunne simpelthen ikke forcere flere meter høje snedriver. Da samtidig krigen kom med mangel på brændstof, steg interessen for at bruge sneskærme - og allerede i vinteren 41/42 var der sneskærme langs 8 procent af de danske landeveje.

Procentdelen blev øget i årene efter - indtil snehegnene bliver udfaset i slutningen af 80'erne.

I 2011 efterlyste en læser sneskærmene i Jyllandspostens læserbreve. Han fik dette svar fra fagkoordinator i Vejdirektoratets Vintertjeneste Freddy Knudsen:

"Snehegn blev typisk opstillet inde på bøndernes marker de steder, hvor man skønnede, der var størst sandsynlighed for drivedannelser på vejarealet og i den vejside, hvor man overvejende forventede vinden fra i vinterperioden. Nogle gange kom vinden modsat fra, så det var lidt af en satsning. Anvendelse af snehegn var udbredt helt op til udgangen af 1980'erne, hvor de efterhånden blev helt udfasede.

Grunden til udfasningen var bl.a., at det var for dyrt at opsætte snehegn, dels pga. udgiften til indkøb af hegnene, dels pga. af udgiften til opstilling og nedtagning af hegnene samt ulempeerstatning til de landmænd på hvis marker, man havde opstillet hegnene. Udgiften var jo en årlig udgift, uanset om der kom sne eller ej, idet hegnspælene skulle i jorden, inden frosten for alvor satte ind. Så alt i alt blev hegnene for dyre i forhold til den gavn, man havde af dem. Også fordi de moderne snerydningskøretøjer gradvist er blevet mange gange kraftigere op gennem tiden og derfor normalt vil kunne fjerne sne og drivedannelser uden problemer.

I øvrigt vil de fleste landmænd i dag betakke sig for at få opsat snehegn på deres marker, idet der er tale om en helt anderledes intensiv dyrkning af markerne."

Dermed var det altså slut med snehegnene - og Expo-Net i Hjørring måtte finde nye jagtmarker eller rettere markeder. I følge Nordjyske Stiftstidende er de store kunder til snehegn i dag lufthavnene og de store skisportsteder i Skandinavien.

Nye fuglehuse

$
0
0
Plads til de små
Nyt fuglehus i bøgen.
Foråret så sagte nærmer sig - og allerede nu er de små fugle i haven da også i gang med kurtiseringen.

De seneste aftener har jeg brugt i værkstedet til at bygge fire fuglehuse. Ikke fordi jeg ikke har fuglehuse i træerne her på parcellen, men fordi jeg sidste efterår forærede min søster tre fuglehuse i indflyttergave til det ny sommerhus i Doverodde.

Tre nye fuglehuse til Doverodde.
Nu rakte det indkøbte træ dog til fire små fuglehuse - så der blev da også et enkelt til min egen have. Det er nu på plads i bøgen.

Og ellers så står der altså tre fuglehuse i værkstedet. De er klar til afhentning, Birgitte - næste gang I er i Nordjylland.

Det er forresten ikke så svært at bygge et fuglehus. Dansk Ornitologisk Forening har opskriften på et hav af fuglehuse - stort set uanset hvilken art, man nu kunne få lyst til at huse.

Og det er altså en god ide at have fuglehuse i haven. Sammen med foderbrættet giver det liv i haven, det er med til at begrænse antallet af skadedyr og insekter - og så er der altid noget at kigge på.

Den samiske nationaldag

$
0
0
Er det en fridag?
Det samiske flag.
I går - den 6. februar - var det den samiske nationaldag.

Dagen bliver fejret overalt i Sàpmi med flag, blåbærtærter og masser af joik. Alligevel er det ikke en officiel fridag, for de oprindelige folk indgår jo i en større sammenhæng i Finland, Sverige og Norge - så kan den slags jo være både svært og følsomt at indføre.

Spørgsmålet er blandt andet blevet diskuteret på Facebook - og min gamle ven fra Tromsø, Jon Petter Gintal, der er seniorrådgiver i Samediggi - det norske sameting - tog efter min mening stikket hjem med denne replik:

Jon Petter.
- Og opp av hatten trekker æ en gammel diskusjon om samene skal ha fri fra jobben og en rød kalenderdag den 6. februar? Nei, svarer æ. Vi er lurere enn som så, og tar heller fri dagen derpå. Hehe:) Ha en strålende nasjonaldag.

Sådan skal det være. Højt humør og fest - så løser vi nok problemerne hen ad vejen.

Den samiske nationaldragt i børnehøjde.
Den samiske nationaldag blev indført i 1992 til minde om den første samiske landsmøde, som fandt sted den 6. februar 1917. Det var første gang, at samer på tværs af landegrænserne mødtes for at diskuter fælles anliggender.

Samerne har haft deres eget flag siden 1986. Flaget er designet af Astrid Våhl fra Skibotn i Troms. Cirklen er et sol- og månesymbol, hvor solringen er rød og måneringen blå. De andre farver kommer fra den samiske nationaldragt.

I dag er samerne anerkendt som oprindelige folk i fennoskandinavien og har deres egne parlamentariske samlinger. Der er cirka 75.000 samer i alt.

P.s. Det er forresten Jon Petters fødselsdag i dag. Gratulerer med bursdagen!

Frost i Friis

$
0
0
Iskolde tilbud
Jamen, det er jo is...
Kunst og reklame er to sider af samme sag.

Man kan selvfølgelig diskutere, om reklame er kunst - og om kunst i virkeligheden er reklame, men den slags akademiske diskurser hører ikke hjemme her på bloggen.

Alle har brug for en termokande i vinterkulden.
Men jeg vil fastholde, at de to brancher inspirerer hinanden og bruger hinandens håndværk og virkemidler - og det kan man netop i disse dage se et smukt eksempel på uden for butikscentret Friis på Gabels Torv i Aalborg.

Butikscentret har en variant af "tre raske dage - alt skal væk", som man kalder Frost i Friis - og den aktivitet dækker over, at man har nogle særlige tilbud i skolernes vinterferie. Tilbuddene er selvfølglelig på ting, som er rare at have i vinterkulden - for eksempel en termokande.

Som blikfang har man opstillet nogle isblokke med tilbudsvarerne frosset ind i isen foran butikscentret. Og det er her, kunsten kommer ind i billedet.

Reklame, som folk ikke kan holde fingrene fra.
For i vintermørket giver isen et slagkraftigt æstetisk udtryk - og som kunst er fascinationskraften så voldsom, at folk nødvendigvis må stoppe op, gnide sig i øjnene og spørge sig selv: Er det virkelig rigtig is?

De allermest modige og nysgerrige skal selvfølgelig røre ved isblokkene - og folk snakker. Det er slagkraftigt, det er effektfuldt - og ja, jeg vil kalde det kunst.

Og det er så mit beskedne bevis for, at kunst og reklame er to sider af samme sag. Basta!

Liv og død

$
0
0
Som om det er forår...
Min yndlings-forårsbebuder.
Det spirer og gror derude.

De seneste dages tøvejr har sat gang i naturen - og naturen opfører sig som om, det er forår. Det er alt, alt for tidligt - men vi nyder det alligevel, mens vi krydser fingre for, at det er kommet for at blive.

I dag så jeg blandt andet, at de første knopper i påskeliljerne er kommet frem. Det er tidligt - og jeg er ikke helt sikker på, at de vil overleve, hvis vinteren kommer igen med hård frost i mange dage.

Ellers er det især havens erantis, der fryder mig i disse dage. Det er min absolutte forårsbebuder - lille og spæd som den er, når den kommer frem. Først blomsterknoppen, så lidt grønt - og så springer den ud, for til sidst efter afblomstringen at fortsætte væksten langt hen på foråret.

Udover erantis byder haven på masser af vintergækker - og de første krokus er også sprunget ud. Krokus er en nem, lille løgvækst, der deler sig villigt, og vi har dem faktisk overalt i haven - også i græsplænen.

Dompap-far er død...
Desværre er ikke alt idyl. Da jeg - bonderøv som jeg er - inspicerede parcellen mandag, fandt jeg desværre en død dompap. Hvorfor den er død, ved jeg ikke - men det er naturens gang, og den får nu lov til at blive føde for spurvehøgen eller husskaden.

De seneste to somre har vi haft et dompap-par ynglende i det store bøgetræ. Måske er det dompap-far herfra - men jeg håber da så, at der et eller andet sted derude, er en anden dompap-han, som er rede til at tage pladsen i reden. For en flot fugl er det jo.

Dagen er nu tiltaget med godt to en halv time - og det går stærkt nu. Godt fire minutters mere lys hvert døgn. Det kan mærkes - og dagens længde har da også passeret de ni timer.

Ungdomsoprør i Prag

$
0
0
Flugten fra den løftede pegefinger
Nordboerne har en tradition for at drage i leding.
Medierne – både de etablerede og de sociale – flyder i disse dage over med beretninger om unge danske gymnasieelever, der er draget på hærg og leding i Prag.

Fjernsynet er fyldt med intellektuelle eksperter og hængemuler, der bekymret diskuterer den fortabte og forbandede ungdom – og ordensmagten har sendt såkaldte dialogbetjente til den tjekkiske hovedstad.

Jeg fryder mig og er stolt over, at den danske ungdom holder en tusindårig national tradition i hævd. Allerede vikingerne for 1.000 år havde jo for vane at besøge vore europæiske naboer i en blandingscoktail af øl, mjød og rød fluesvamp. Og hvad enhver, der har været på charterferie, kan bevidne, er nordboerne sandsynligvis genetisk disponeret for denne adfærd.

Sådan til daglig kan jeg godt være lidt skeptisk over for de unge. Jeg synes, at moderne musik er noget larm, de unge taler et frygteligt sprog, har ikke pli og så deres frisurer…. En gammel mands typiske bekymring for ungdommen – helt efter manualen for generationskløften.

Men inderst inde forstår jeg godt, at de unge drager til Prag for at slippe for det danske samfunds velmenende og socialdemokratiske omklamring af fornuft, mådehold og ordentlighed. Ungdommen har brug for et frirum uden voksnes løftede pegefingre.

De unge kan jo ikke gå to meter i Jomfru Ane Gade uden at møde bekymrede curlingforældre, der pådutter mindreværd, fornuft og forsigtighed i deres latterlige gule natteravnejakker.

Jeg forstår godt de unge – for i dagens Danmark har vi taget barndommen fra dem. Allerede fra børnehavealderen skal de unge måles og vejes, testes og eksamineres. Det er et frygteligt overgreb mod børn, som det danske samfund begår i disse år. Ungdom er der heller ikke meget af – for i Danmark går man direkte fra spædbarn til voksen.

Turene til Prag er det naturlige ungdomsoprør – en reaktion på et samfund, der ikke lader børn være børn og ødelægger ungdommeligt livsmod og optimisme med et uendeligt krav om eksamensbeviser i store ringbind.

Vi giver ikke de unge mulighed for lære om livet og samfundet i deres eget tempo. De skal tage stilling og forholde sig – og det i en alder, hvor de unge hjerner mest af alt er påvirket af hormoner og den store kærlighed.

De unge skal partout deltage i vore valg – uanset om de er klar til det. For vore eksperter mener jo, at det er et demokratisk problem, når de unge ikke stemmer.

Jeg synes også, at det er synd for de unge, at samfundets fjende nummer et er den sociale arv. Skam få den unge, der bare har ambitioner om at blive det samme som forældrene. Så står en hær af pædagoger, psykologer, coaches og degne klar til at hjælpe med et omklamrende ”du kan jo nok forstå, at…”

Nej, når man er ung, kan man ikke forstå det. For der er så mange andre og mere spændende ting, der skal opdages – ikke mindst kærligheden, det mystiske modsatte køn og, oh fryd og rygmarvsrislen, ikke mindst sex. Også selv om terapeuter, forfattere og journalister i vore dage er godt i gang med at snakke den del af underlivet ihjel.

For vi lever i en tid, hvor den talende klasse dominerer. Det er den type af mennesker, der aldrig har forstået, at der er forskel på teori og praksis. Vi skal snakke os tilrette – magten udøves med ord og ikke rå vold - og den talende klasse mener, at man med uendelige strømme af ord kan mildne den frydefulde smerte ved eksistentielle erfaringer.

Men de unge er opdagelsesrejsende i livet. De skal gøre deres egne erfaringer – og det er svært i et gennemreguleret Forbudsdanmark.

Og så er det proppen ryger af. De unge flygter fra det omklamrende samfund for i en uge at beruse sig i øl i stride strømme – uden voksne pegefingre og for at gøre egne erfaringer med livet, det svære liv, i en koncentreret cocktail.

Ih, hvor jeg forstår de unge i Prag.

Kun ved at krydse grænsen, ved man, hvor den går.

"Synspunkt" i Nordjyske Stiftstidende 13. februar 2014.

Pilluaritsi

$
0
0
En sælsom svinestreg...?
Bolethe Nielsen har været med i samtlige 50 år.
Ikinngutigiit, den grønlandske forening i Aalborg, fejrede fredag sit 50 års jubilæum. Det skete blandt andet med en reception i foreningens nye lokaler i cafeen Tamassa i Aagade.

Den slags er nok værd at fejre, så jeg iførte mig en fin anorak og tog til den store by.

Jan Thrysøe havde gavekort på sælkød med
 til Ikinngutigiit-formanden Rimdal Th. Høegh.
Ikinngutigiit er netop flyttet til Tamassa, efter at have holdt til i Det Grønlandske Hus ved Grønlands Torv. Tidligere havde foreningen sine egne lokaler, men tiderne og økonomien strammer. Med flytningen til Tamassa har foreningen fået et godt tilholdssted - og det blev naturligvis også fejret ved receptionen.

Tamassa er en afdeling af Det Grønlandske Hus. Lederen af huset, Jan Thrysøe, havde i den anledning et gavekort på grønlandsk proviant fra husets butik med - og fortalte, at det havde været hyggeligt at være vært for den grønlandske forening - selv om der altid lugtede af ribbenssteg, når foreningen havde haft sine møder.

Fødselsdagen blev selvfølgelig fejret
med den grønlandske fødselsdagssang.
Thrysøe ramte dermed en ting, som altid har moret mig. For jeg har sommetider kørt Dina til møder i foreningen - og det har netop været de aftener, hvor man har hygget sig med ribbensteg.

De kalder det "dansk sæl" - og det er altså et højdepunkt i den danske kogekunst, der rammer de grønlandske smagsløg. Sælsomt - selv om sæl er de fleste grønlænderes livret. Men sympatisk - for jeg skal altså hilse og sige, at ribbenssteg lugter noget bedre end suase - sælsuppe.

Tillykke - pilluaritsi - til den grønlandske forening.
Viewing all 2309 articles
Browse latest View live