Quantcast
Channel: Fra Limfjordens bredder...
Viewing all 2308 articles
Browse latest View live

Ormvråk

$
0
0
Masser af svenske og norske musvåger
I øjeblikket er der masser af musvåger i Danmark.
Forleden tittede solen frem - og det var tid til en tur rundt i distriktet bevæbnet med det helt store fuglegear på kameraet.

Det vil sige min Canon 400 mm med fast brændvidde og en Kenko extender 1,4x, der bringer den samlede brændvidde op på 560 mm. Egentlig en temmelig tung opsætning som kræver stativ - og ikke er særlig egnet til brug i bilen. Men extenderen sluger masser af lys - så det var faktisk første gang i år, der overhovedet var vejr til at bruge den. Og tiden var altså ikke til at sidde stille og vente på fuglene.

Musvågen spejder efter føde.
Det gør heller ikke så meget. For i øjeblikket er der masser af musvåger langs vejene. Det er de svenske og norske musvåger, der holder vinterkvarter i Danmark - og mangedobler bestanden af den store og karakteristisk fugl i det åbne land.

For selv om musvågens farver kan variere fra det helt brune til næsten hvid, er den alligevel nem at kende, når den sidder på en pæl og holder øje med godbidderne i det visne græs.

Nu spiser musvågen ikke bare mus. Også padder og slanger bliver det til - og det sikkert årsagen til, at musvågen på svensk hedder ormvråk. Et dejligt ord med smæld i, synes jeg. På norske hedder den såmænd bare musvåk.

Musvågen er et vågent, vagtsomt individ - og kan være svær at fotografere. Som regel reagerer den altid på, at man tager kameraet op og begynder at stille skarpt, men i torsdags lykkedes det mig altså at komme på skudhold af et par stykker.

Tårnuglerne

$
0
0
Moderne flyveledelse
Tårnuglen Holger på kontoret.
Forleden aften var jeg i tårnet i Aalborg Lufthavn. På besøg hos tårnuglerne, som flyvelederne kaldes, for at høre lidt om moderne flyveledelse.

Det er næsten 20 år siden, jeg sidst har været i et flyveledertårn - og der er løbet meget vand i åen siden da.

Det meste af arbejdet er digitaliseret - og i stedet for papirlapper og den gammeldags radar findes flyene nu ved hjælp af transpondere, der til stadighed opgiver flyets position. Billedet fra hjemmesiden flightradar24.com, der er baseret på transponder-meldingerne, er stort set identisk med flyveledernes skærmbillede.

Flyvelederne har dog stadig et radarbillede som overligger. Radaren viser ikke flyene, men høje genstande i landskabet, for eksempel vindmøller og TV-master. Radaren viser også høje tordenskyer, som er noget, man helst undgår at flyve igennem.

flightradar24.com
Tårnet i Aalborg giver et fint overblik over flyvestationen og lufthavnen. Det er otte etager højt, cirka 25 meter - og det er højt nok til, at man om aftenen i klart vejr kan følge et fly med øjnene fra Djursland og op til Aalborg.


Men bortset fra den gode udsigt, adskiller flyvelederjobbet sig i vore dage ikke så forfærdeligt meget fra andet kontorarbejde - for det foregår altså ved computerskærmen. Der er forresten heller ikke særlig meget snak. Tidligere læste flyvelederne vejrudsigterne op for de indkommende fly, men det foregår også via computer i dag.

Tårnet i Aalborg dækker et område svarende til Region Nordjylland og tilhørende farvande i en højde op til 12.000 fod. Højere oppe er det flyveledelsen i Kastrup, der har ansvaret. Tårnet er bemandet 24 timer i døgnet - for det er jo en militærlufthavn, der tidligere havde en central placering under den kolde krig. Og som aftenen skred frem blev det også til en del historier fra de gode gamle dage - men det er en hel anden snak.

Eqaluit

$
0
0
Verdens ende
Lufthavnen i Eqaluit. Bemærk at man har sparet betonfundamentet væk
og anbragt bygningen på et stålstillads på grund af permafrosten.
 Det ville man aldrig gøre i Grønland. Byggeriet ligner i øvrigt 

de bygningsmoduler, man benytter på olieplatforme - og er det 
sikkert også.
Forleden overværede jeg åbningen af udstillingen Possible Greenland i Utzon Center i Aalborg.

Udstillingen handler om grønlandsk arkitektur på godt og ondt. I forbindelse med åbningen var der et seminar, hvor den grønlandske professor Minik Rosing venligst frabad sig udenlandske arkitekters - heriblandt den verdensberygtede danskerBjarke Ingels - ønsker om at skabe en særlig arktisk arkitektur med udgangspunkt i snehuler og lignende.

Det fik mig til at tænke på Eqaluit. hovedstaden i den selvstyrende canadiske provins Nunavut, der blandt andet omfatter Baffin Island.

Det er et af de mest besynderlige steder, jeg har besøgt - og en af gangene var det sammen med en arkitekt, der var på sammenbruddets rand efter en halv times ophold i Eqaluit. Det dulmede vi med adskillige øl om aftenen i den lokale club.

Nogen arkitektonisk perle er byen da heller ikke - tværtimod er den særdeles præget af statslig canadisk funktionalisme og mangel på planlægning. Men de værste øjebæer er nu nok de forsøg, der er gjort med blandt andet at bygge en kirke med udgangspunkt i snehuler.

Jeg har været i arkivet og fundet en stribe fotos fra Eqaluit i den forbindelse.
En restaurant bygget som en snehytte. Smuk byggeskik
 er ikke lige det første ord, der ligger på tungen.
Højt på en bakke i det ellers flade Baffin-landskab ligger
 en kommunal skole - sandsynligvis bygget i moduler på et skibsværft
.
Byens hotel ligger også højt - og foran er
 der endnu en kommuneskole fra skibsværftet.
Foran skolen finder man i øvrigt det lokale stadion.
Endnu en arkitektonisk seværdighed - et uformeligt beboelseshus. Læg
forresten mærke til, at det er fuldstændigt utænkeligt at grave elkablerne
 ned i Canada. Det er derfor, landet altid har strømafbrydelser,
 når de får isslag.

Selvsyn

$
0
0
Men fotoet mangler...
Jeg fik ikke noget foto af havørnen, så
her er et foto af en musvåge.
Torsdag formiddag huggede jeg brænde på huggepladsen ovre bag værkstedet.

Men nu var det også fint vejr, så det skulle ikke være arbejde alt sammen. På et tidspunkt sad jeg på bænken og fik en kop kaffe og en smøg. Mens jeg sad der, kom der pludselig - nede fra Ulvedybet og med kurs mod Brovst - en havørn flyvende langsomt og majestætisk.

Nu har jeg jo set de havørne, jeg skal se i mit liv - i Grønland, Norge og Alaska - men ikke desto mindre reagerede jeg med et råb, så også Dina kunne få et glimt af den flotte fugl. Kameraet havde jeg desværre ikke ved hånden, for det var kløveøksens dag, men alligevel blev jeg da en smule højstemt.

For der er blevet observeret havørne i distriktet med jævne mellemrum det seneste års tid og så sent som onsdag - og nu så jeg pludselig ørnen med egne øjne.

Jeg kunne heller ikke lade være med at grine lidt i skægget. For sidste søndag var det som bekendt Ørnens Dag - og på den dag står alle fugletosser rundt omkring og spejder efter ørne. Da søndag bød på et himmelbetændt rendfog med regn, slud og blæst i stormstyrke, holdt jeg mig dog hjemme - for så vigtigt er det altså heller ikke at se en ørn.

Og hvorfor da gå ud i et møgvejr, når man stille og roligt kan sidde på bænken hjemme og se ørnen? Hvis Muhammed ikke vil komme til bjerget, må bjerget jo komme til Muhammed...

Som sagt fik jeg ikke nogen billeder af havørnen, så her må man nøjes med et billede af en musvåge. Men det er da også en flot fugl, bare ikke lige så stor...

Dagens ord LXIV

$
0
0
Fra sprogets skraldebøtte
"Endnu et krydstogtskib ramt af opkast og diarre".
Illustration: Nordjyske Stiftstidende
Jeg er fast læser af Nordjyske Stiftstidendes faste søndagsrubrik om sprog, der selvfølgelig hedder Ordjyske.

Samtidig er jeg vistnok også forholdsvis fast leverandør til siden - og sender med jævne mellemrum eksempler på sprogforbistringer til avisen.

For nogen tid siden faldt jeg over en rubrik i avisen, hvor der stod: "Endnu et krydstogtsskib ramt af opkast og diarre". Jeg sendte den ubehjælpsomme rubrik til Ove Nørhave, der redigerer Ordjyske, med en bemærkning om, at det ville jeg nu gerne se...

Avisen har opfyldt mit ønske. Bladets tegner har følt sig inspireret til at tage overskriften alvorligt, så her er et krydstogtskib på tønden med brækspand i hånd...

Varmefordeleren

$
0
0
Årets store gåde
Sådan ser varmefordeleren ud. Den er
et af vinterens knaldtilbud fra Harald
Skrald. Termostaten er ikke
helt lige til at montere.
Jeg brugte jo juleferien på at give spisestuen en gang maling - og forleden, da det regnede, fortsatte jeg så arbejdet med at male trappeskakten op til førstesalen, der sådan set er en del af spisestuen.

Det var der ingen problemer i - bortset fra at det altså er livsfarligt og besværligt at male på en trappe.

Men den virkelige udfordring lå i, at jeg havde besluttet at installere en varmefordeler, der kan føre overskudsvarme fra spisestuen til dagligstuen.

Vi har jo brændeovn i spisestuen - og en gang i mellem kan der godt blive rigeligt varmt omkring ovnen. I stedet for bare at lukke overskudsvarmen ud i haven, var ideen så at installere en varmefordeler, der i virkeligheden ikke er andet end en termostatstyret ventilator, som blæser luft fra det ene rum til det andet.

Sådan et apparat kan fås for 250 kroner hos Harald Skrald (Nyborg) - og da det er en simpel gipsvæg, der er mellem stuerne, burde installationen være nem og enkel.

Sådan gik det ikke - for apparatet skal jo have strøm, der skal styres af termostaten. Igen, det burde ikke være kompliceret - bare et par ledninger, der skal forbindes. Men nu er der jo ikke noget i denne verden, der er nemt - og jeg indrømmer blankt, at det medfølgende diagram var fuldstændig sort tale for mig.

Som barn havde jeg elektrisk tog - og jeg har da også haft elektronik på ungdomsskolen - så jeg mener mig egentlig temmelig fuldbefaren i diagrammer, men dette her var sort tale. Det gav absolut ingen mening.

Så er trappeskakten op til førstesalen blevet malet.
Jeg havde ikke lyst til at prøve mig frem - for forkert forbundet er der jo en vis risiko for at brænde termostaten af. Men heldigvis har vi Google - og det viste sig hurtigt, at jeg bestemt ikke var den første, der havde haft problemer med Harald Nyborgs diagrammer. Jeg fandt en fin vejledning på en af nettets mange gør-det-selv-sider - og så gik det stærkt.

Det virkede (sgu), da der kom strøm til - og jeg kan endnu en gang kløve luften med et håndkantssalg og sige "færdigt arbejde".

Men - ingen roser uden torne. Varmefordeleren virker efter hensigten, men den larmer altså også noget. Så termostaten får næppe den helt store betydning - for praksis har vist, at jeg foretrækker at slå varmefordeleren til og fra manuelt i stedet. Bare nævnt i forbifarten, inden du farer hen til Harald Nyborg. Mit råd til andre gør-det-selv'ere er derfor: Spar termostaten og køb en almindelig ventilator i stedet. Det sparer du nemt hundrede kroner på...

Chop, chop...

$
0
0
Der falder brænde ned...
Så er der brænde til næste vinter.
De seneste par uger har jeg brugt en times tid hver aften ovre ved huggeblokken - og nu er jeg næsten færdig med brændet til næste vinter.

Det er 10 fyrretræer, som jeg fældede i efteråret - og som nu er skåret op og kløvet.

Mængden af ved er lidt mindre end normalt - og afspejler på den måde den milde vinter. For ude i brændeskuret er der stadig masser af brænde. Mindst dobbelt så meget som normalt for årstiden.

Derfor er det nyhuggede brænde også sat på standby på gårdspladsen. For inden det kommer ind i brændeskuret, skal der lige ryddes op - og så skal det jo stables sådan, at det ældste brænde ligger yderst.

Jeg regner imidlertid med, at vi fyrer i brændeovnen en måneds tid endnu - og det giver derfor ikke mening lige nu at rydde op i brændeskuret. Så det får vente.

Til gengæld har jeg så chancen for - for en gangs skyld - at få ryddet ordentligt op ved huggepladsen. Den gamle huggeblok skal forresten også hugges op. Den har nu tjent mig i næsten fem år - og er godt slidt. Jeg har det seneste års tid haft en stor bøgekævle liggende - og den tager jeg nu et stykke af, som bliver til en ny huggeblok.

Dorsk torsk

$
0
0
Dagens mand i sennepssovs...
Kogt torsk med hele svineriet er bare et smukt syn. Tag venligst hatten af i respekt!
SEP var dagens mand - og vinkyper.
Stemningen var bestemt ikke dårlig, men måske en anelse dorsk, da Øland Sildelaug på vinterens sidste aften mødtes til en herlig gang torsk med hele svineriet.

Om det var snigende vintersløvsind skal være usagt, men det blev altså en af de mere stille og eftertænksomme aftener i det lille laug - og der blev i hvert fald ikke brug for den trillebør, som ellers står uden for medborgerhuset - og som kan være nyttig at have, når en opløftet laugsbroder skal transporteres til de hjemlige tallerkenrækker - og kagerullen...

Men der var ingen tvivl om, at dagens mand var SEP. For det var ham, der havde trodset elementernes rasen og havde iført sig sydvesten som anden krøyer-fisker. SEP er et aktivt medlem af bådelauget i Slettestrand og havde været en tur på hawet i en af de små, men driftsikre joller for at sikre, at sildelauget kunne få torsk på bordet denne fredag.

Banana split er rigtig firsernostalgi.
Normalt taler man om dagens mand i skysovs, men det må helt bestemt være sennepssovs, som dagens mand i denne sammenhæng skal svøbes i. Under alle omstændigheder modtog han ceremonimesterens fortjenstmedalje for sin mandfolkebedrift.

Samme SEP havde i øvrigt egenhændigt sammensat aftenens menu - og hans forkærlighed for firser-køkkenet fornægtede sig da heller ikke. Den dorske torsk blev fulgt til dørs af en god omgang bananasplit. Slet ikke noget dårligt valg - for i vore dage er banana split bestemt ikke hverdagskost.

Oldermandens frue var inspireret af desserten - og havde
doneret ægte highway-servietter til laugsbrødrene.
Til gengæld - hvilket ikke må opfattes negativt, men blot som stof til eftertanke - er skriverkarlen lidt forbeholden over for SEPs valg af hvidvin til at skylle torsken ned. Ikke at det ikke fungerer - men det er altså en lille smule synd at drikke vin til sennepssovs. Den kradse sennepssmag matcher nok bedre mere rustikke og stærkt alkohol-holdige drikkevarer.

Men fraværet af disse ædle dråber var måske også forklaringen på, at vi ikke fik brug for trillebøren...?

Under alle omstændigheder er der ingen tvivl om, at SEP var dagens mand i sennepssovs.

Ice Cold Gold

$
0
0
Den iscenesatte virkelighed
Om ikke andet tjener den grønlandske
 turistbranche guld på serien. Foto: Discovery
Discovery Channel er en af de få TV-kanaler, som jeg ser - også selv om de fleste af kanalens programmer absolut ikke har meget opdagelse over sig, fastlåst i formaterne og den dramaturgiske model, som de er.

Det gælder også serien Ice Cold Gold, der er blevet sendt og genudsendt nogle gange det seneste halve år - og lørdag aften så vi da også seriens sidste afsnit. Serien handler om guldgravere i Grønland - og da vi jo interesserer os meget for den store ø her i huset, har vi fulgt serien, når der har været lejlighed.

Der er smukt i Grønland. Foto: Discovery
Netop dette sidste afsnit afslører moderne TV-dokumentars største problem- og det er jo, at det ikke har noget som helst med dokumentar at gøre. Derfor kalder man det også gerne reality - selv om det har endnu mindre med realiteter end dokumentar at gøre.

Serien har kørt over seks afsnit, hvor man følger otte guldgravere over 45 dages søgen efter guld og ædelstene i den øde og til tider temmelig ugæstfri grønlandske natur. Efter 44 en halv dag er guldgraverne ved at give op. Jagten har tilsyneladende været forgæves - og ligesom alle har opgivet håbet, finder de en stor formation af rubiner.

Det er forudsigeligt og slet ikke spor spændende - for selvfølgelig skulle det ende sådan. Akkurat som i film - redningen og forløsningen kommer altid i sidste øjeblik. Men det viser jo også, at der ikke er meget dokumentar over det. Det er simpelthen instrueret virkelighed.

Det er også påfaldende, hvordan holdet af guldgravere er sammensat. Sådan ville man aldrig sammensætte en ekspedition i den virkelige verden. Dertil er typerne for forskellige - og jeg har noteret mig flere situationer, hvor deltagernes adfærd i den virkelige verden ville have resulteret i en enkeltbillet hjem øjeblikkeligt.

Guldgraverne tumler rundt i den
 grønlanske natur. Foto: Discovery
Jeg så programmet sammen med Dina - og vi diskuterede undervejs det mærkelige i ekspeditionens forholdsvis ringe udstyr. Det er decideret dumt at begive sig ud i den grønlandske natur - uden at være forberedt på, hvor dårligt vejret kan være på de kanter. Og en af måderne, man kan sikre sig på, er altså ved at have grejet i orden - og passe på det.

I det sidste afsnit så vi nogle af guldgraverne overnatte i et snefyldt landskab ved Qeqertarsuatsiaq (Fskenæsset, som speakeren kaldte stedet). Da de skal ud af teltet om morgenen hører man dem klage over, at deres tøj og støvler er stivfrosne - og det viser jo, at det er de rene amatører. Hvis de havde været opgaven voksen, havde de selvfølgelig haft noget grej, der ikke var så følsømt over for væde og frost - og når tøjet bliver vådt, sørger man selvfølgelig for at få det tørret, inden man går til køjs.

Men det, der skurrer allermest, er, hvor dårligt, holdet rent mentalt er rustet til at opholde sig i Grønland. Kun geologen har lidt forståelse for det. De andre fjoller rundt og brokker sig hele tiden over vejret, over klipperne og hvad de ellers kan finde på at brokke sig over. Med den attitude har de ikke en kinamands chance for at overleve i den virkelige verden. Heroppe skal man være i ro med sig selv - og lægge sig vejrfast med en bog i hånden, når vejret er i imod. Det hjælper intet at brokke sig.

Men nu er det altså heller ikke virkelighed. Det er bare TV. Og her ser man heller ikke, at der faktisk skal et hold på 26 mand til at producere TV-serien. Så når guldgraverne tilsyneladende er alene i naturen, er det også ren fiktion. Der står mindt et helt fodboldhold og kigger på hele tiden.

Jeg er sådan set ligeglad med, at en kommerciel TV-kanal i kampen om seerne producerer den slags. Men jeg bliver til gengæld forarget, når DR - en forkælet dansk medieinstitution som ikke skal tjene penge - griber til de samme kneb med en redigeret, castet og instrueret virkelighed, når man producerer TV. Desværre har der de seneste par år været masser af eksempler på, at Danmarks Radio ikke holder sig tilbage med at fifle med virkeligheden - og der er derfor kun en ting at gøre. Det er at fjerne det store offentlige tilskud, som licenser i realiteten er. For DR laver ikke længere public service. De laver TV akkurat som de kommercielle stationer - og så er det altså konkurrenceforvirring, når man har vilkår som et beskyttet værksted.

Forresten har folkene bag Ice Cold Gold sidste år produret en ny portion afsnit af serien. Den nye årgang har premiere her i marts.

Producenterne bag serien har samarbejdet med det grønlandske selvstyre om serien - og der var blandt andet forpremiere på serien i det grønlandske kulturhus Katuaq.

Tilskuerne var tilfreds med det, de så. For serien er jo glimrende reklame for det grønlandske turisterhverv - og skal nok sælge billetter. Allerede nu er der planer om at sælge guldgraverture til Nuuk-fjorden.

P.s. Egentlig er det Animal Channel, der står bag serien - men her i huset opsagde vi abonnementet på denne kanal for flere år siden, da kanalen viste en serie om hvalfangst produceret af den storkriminelle canadiske miljøterrorrist Paul Watson - og beskrev serien som dokumentar, selv om det var et rent partsindlæg imod bæredygtig udnyttelse af en ressource.

Lidt for drengerøvene...

Det med småt...

$
0
0
Tæt på foråret

Vi skriver marts - og det er forår.

I dag barslede piletræet i haven med årets første gæslinger - og det er et endog meget sikkert forårstegn.

De seneste dage har vi også hørt lærkens sang fra vidderne - og nede ved Ulvedybet er strandskaderne arriveret. Stadig mangler vibe og stær - men viben skulle angiveligt være set ved Attrup i den forgangne uge.

Vintergækker, erantis og krokus står i fuldt flor - og nogle af vintergækkerne og erantisserne er da også ved at se lidt trætte ud. Men for de gamle, der faldt, er der nye overalt.

Netop nu er der fuld gang i påskeklokkerne - og det er altså en meget fotogen blomst.





En stor havetraktor

$
0
0
Et job for maskinstationen
Denne havetraktor slår alt...
Manden var godt brugt mandag morgen - for havemusklerne blev godt og grundigt rørt i weekenden.

Jeg har de seneste måneder med bekymring kigget på mit æbleespalier ud mod vejen. Det var et ambitiøst projekt, som jeg startede for et par år siden - og som jeg ikke har de helt store forventninger til før om et par år.

Før...
Det handler jo om at lade æbletræerne gro op - og så forme dem under opvæksten, så de danner en væg. Træerne vokser 20-40 cm om året, så det vil jo tage nogle år, før de når op i et par meters højde.

Men det stod klart allerede sidste efterår, at jeg har plantet de fem æbletræer alt for tæt. Rent æstetisk betyder det ikke alverden, men da træerne jo også gerne skulle give æbler i fremtiden, vil det gå ud over udbyttet. For jo længere grenene bliver, jo flere æbler kan træerne bære.

Hvis træerne skal flyttes, skal det ske i vintersæsonen, før de begynder at spire - og her kom det tidlige forår så manden til hjælp. For jorden er faktisk allerede til arbejde med - selv om den stadig er kold.

Inden jeg kunne flytte æbletræerne skulle jeg imidlertid fjerne det sidste stykke af den gamle hæk af fjeld-ribes - og det kunne nemt have taget hele weekenden alene.

Landroveren laver en times arbejde på et minut.
Men jeg allierede mig med Jesper, der er formand for den nordjyske Landrover-klub - og elsker at mosle med bilen og vise, hvad den duer til. Lørdag morgen kom han med den engelske, meget rustikke variant af havetraktoren og satte slæbetovet i hækbuskene. På et kvarter var den hæk ryddet - og jeg kunne gå i gang med arbejdet.

Forsigtigt gravede jeg træerne op, sørgede for at få en ordentlig rodklump med - og så plantede jeg dem med 1,60 meters mellemrum i stedet for en oprindelige meter. De fik oven i købet lidt ny plantejord i bunden af hullet - og til afslutning et skud kunstgødning og en gang vand, så jeg håber, at de forholdsvis små træer begynder at skyde normalt til april.

Jeg løb ind i et problem med stendiget ud mod vejen. For Landroveren var altså en lidt voldsom havetraktor, der tog det meste af kampestensdiget med, da vi hev buskene op. Den havde jeg ikke lige forudset - og det var et hak i regningen, for det gik op for mig, at stenene var for tunge til, at jeg kunne løfte dem.

...Efter
Jeg overvejede noget med en løftestang eller lignende. Men man skal jo ikke gøre noget overilet, så mens jeg overvejede situationen, kom naboen mig til hjælp med sin bobcat. I løbet af en times tid fik vi stendiget retableret - og oven i købet ryddet op i skærvebelægningen mellem diget og vejen.

Den belægning har nemlig også irriteret mig længe, men nu er vejen banet for, at jeg kan så græs i stykket, når det bliver varmere - og jeg slipper dermed for at skulle bruge kræfter på at luge stykket fremover. Bare en tur med græsslåmaskinen i ny og næ.

Man former æbletræerne ved at klippe dem flere gange i løbet af vækstperioden - og ved at lade de tilbageblevne grene følge nogle stålvirer. Søndag spændte jeg nye, plastbetrukne virer ud, fæstnede grenene med elektrikerstrips - en genial opfindelse - og endelig blev det også til en let soignering af træerne.

Det blev godtnok til noget af et knokkelarbejde i weekenden - men jeg er fortsat overbevist om, at æbleespalieret bliver et imponerende skue, når det først gror op. Og troen kan jo som bekendt flytte bjerge...

Respekt for søens folk

$
0
0
Flyvning for de rå
Kaptajnløjtnant Frank Edlefsen.
Onsdag overværede jeg en konference i Aalborg, hvor man diskuterede fremtidens muligheder for sejlads i Arktis - specielt i lyset af at vi inde i en periode med stigende temperaturer og vigende havis.

Blandt foredragsholderne var også kaptajnløjtnant Frank Edlefsen fra den Kongelige Danske Marines 1. eskadre. Han fortalte om opgaverne i det høje nord - og ikke mindst med begejstring om de nye skibe af Knud Rasmussen-klassen, som jeg også tidligere har omtalt her på bloggen.

Han tog også dagens største bifald, da han viste en lille video, der viser en af forsvarets Lynx-helikoptere lande på Knud Rasmussen i svær sø. Bifaldet var fortjent - for det er altså råt gjort. Se selv:

Syllabisk

$
0
0
Nørderi for de skriftkloge
Stopskilt i Iqaluit.
Da jeg for nogen tid siden skrev om Iqaluit, hovedstaden i den selvstyrende canadiske provins Nunavut og et af verdens mærkeligste steder, bragte jeg blandt andet et billede af et vejkryds med et stopskilt.

Den opmærksomme læser har måske lagt mærke til, at stopskiltet var på to sprog - dels på engelsk, hvor der selvfølgelig bare står stop, og dels på noget krimskrams, der ikke lige er til at læse eller udtale.

I Nunavut taler man inuktitut, som er et nordamerikansk sprog beslægtet med grønlandsk.

Forskellen mellem de to sprog er dog betydelig - jeg vil anslå det som forskellen mellem dansk og islandsk.

Inuktitut har også sin egen skrift. Den kaldes i almindelig tale syllabisk, men bør i virkeligheden omtales som inuktitut-syllabisk.

Syllabisk dækker over et skriftsystem baseret på stavelser i modsætning til ideografisk, hvor tegnene betyder et helt ord og så vort eget alfabetiske system. I virkeligheden er alfabetet kun opfundet en eneste gang, og det var da grækerne overtog det fønikiske (konsonantiske) alfabet og besluttede at tilføje vokaler – de var nemlig meget vigtige for forståelsen af græsk. Både græsk, latinsk og kyrillisk skrift går tilbage til én kilde, og også andre alfabetiske skriftarter som runer, armensk og georgisk skrift blev inspireret af den græske opfindelse.

Inuktitut-alfabetet - også kaldet syllabisk i daglig tale.
De fleste nordamerikanske sprog har syllabisk skrift - blandt andet cherokee og cred - og hvert tegn består af en konsonant plus en vokal. Tegne kan så vende forskelligt og dermed give en ide om udtalen skal være med fortunge eller bagtunge, kort eller lang og så videre - meget forenklet sagt.

Inuktitut-alfabetet ses i tabellen - og herfra kan man så forsøge ud fra stopskiltet af finde ud af, hvad stop hedder på inuktitut. Jeg får det til nuqkarita - hvilket lyder meget inuktitutsk - men om det er helt rigtigt ved jeg ærlig talt ikke. Det ligner i hvert fald ikke det grønlandske ord for stop - unigit.

Der findes forskellige inuktitut-ordlister på nettet - og dem kan man så søge efter med google. Jeg faldt over en oversættelse med henvisning til Monty Python, hvor "min luftpudebåd er fuld af ål" er oversat til ᐅᒥᐊᕐᔫᑉ ᐳᓪᓕᓕᒫᐸᒐ ᑕᑦᑕᕐᓂᖅ ᐊᒻᒪᔭᖅ (Umiaryuap Publimaaqpaga tattaurniq ammayaq / Umiarjuap Pullimmaqpaga tattaurniq nimiraq).

Og således rustet med god og nyttig viden kan vi drage ud i den store verden...

De små glæder

$
0
0
Alting spirer
Med lidt held begynder påskeliljerne at blomstre i morgen...
Weekenden har budt på sol og hæderligt vejr - og på denne årstid er der virkelig noget ved at være haveejer, når vejret arter sig.

Søndag eftermiddag - efter en lang weekend udendørs - var jeg lige en tur rundt i haven med kameraet for at fange stemningen.

Disse hyacinter har stået i en krukke foran hoveddøren siden
 midten af december. Nu blomstrer de - og dufter helt vidunderligt...

Sæsonens første frø. Det er lidt tidligt - og den var noget langsom
i bevægelserne. Det er farligt - for langsomme frøer er guf for krager, skader,
 måger og andre flyvende farer for ikke at tale om ræven...

Ribes - blodribs - lugter ganske vist af kattepis,
men den ser flot ud, når den springer.

Hylden er altid den første til at sætte blade.

Endnu blomstrer erantis, men idyllen trues af Fandens mælkebøtte.

Netop nu er der fuldt knald på krokusserne.

Bogholderi

$
0
0
Ny reol
Nyt bogholderi i det lille hus på Øland.
Da mine forældre døde for halvandet år siden, skulle der i sagens natur ryddes op.

Det betød, at vi har haft adskillige flyttekasser og ting og sager stående rundt omkring i huset - fordi oprydningen af forskellige grunde skulle gå hurtigt.

Blandt efterladenskaberne var et par reoler af egefiner, som hang i soveværelset. Reolerne er nu kommet til ære og værdighed igen - i trappeskakten mellem husets to etager.

Som bekendt malede vi skakten for nogle uger siden - og jeg har nu sat reolerne op, så der er endnu mere plads til husets mange bøger. Og forresten også plads til de mange ringbind med fotos og minder, som forældrene efterlod.

Stadig har jeg et par kasser stående, som jeg ikke rigtig har fået kigget i - men nu på randen til forårets travlhed i haven er det da rart at vide, at vi nu er kommet et skidt videre med oprydningen.

Når nu sandheden skal frem, er det faktisk anden gang, jeg sætter reolerne op - og i øvrigt en medvirkende årsag til, at trappeskakten skulle males. For væggene er af gips - og ikke særligt skruefaste - så første gang, jeg satte reolerne op, faldt de ned, da jeg begyndte at sætte bøger på.

Nu er de sat op med bærelister og rigtige gips-plugs - så jeg krydser fingre for, at reolerne denne gang bliver hængende...

Den flyvende trompet

$
0
0
Sangsvanerne på rov
Sangsvanen er en flot fugl. Lige så stor som
knopsvanen - og med et flot gult næb. Her fotograferet i
Sønderøkse på Grønkjærvej.
Det er et sandt privilegium at bo på Øland, når foråret kommer.

Forleden så jeg årets første vibe. Stæren er også kommet og sidder i lærketræet og laver gadedrengefløjt, hvis man da ellers kan høre den, når himlen formørkes af tusindvis af gæs, der strejfer rundt i distriktet inden den lange tur mod nord.

Også sangsvanerne strejfer rundt i for at gå på rov i bondens agre. Det sker i mindre flokke, men altid under voldsom trompeteren. For den lyder jo som et moderne jazz-band på dope i en kælderknejpe på Manhattan, når familien sangsvane flyver rundt.

Den roder rundt i markerne med det spirende korn. Det koster lidt for landmanden - men han tager sig også betalt. For gæs og svaner kvitterer for gæstfriheden med en ordentlig klat gødning - helt uden for EU-kvoten - og så er det en god forretning for begge parter.

Stæren i lærken

$
0
0
Så skal sangermusklen trænes...
Stærens karakteristiske bronzeskær i vårens aftensol.
Stærene er kommet tidligt i år - og det giver fest i haven fra morgenstunden.

For stæren er en festlig fætter med et bredt repertoire af sjove og pudsige lyde, når den sidder højt oppe og gør sig til - i håbet om at finde en mage. Sjovt nok ser det ikke ud til, at det er mit gamle stærehøjhus, der lokker.

Flagspætten lavede mejsekassen om til stærekasse.
Derimod har en af stærene kastet sin kærlighed på en mejsekasse i lærketræet. Mejsekassen har tjent som vinterkvarter for en flagspætte, der nok vidste råd, selv om mejsehullet er alt for lille til den store røde spætte. Den er en ferm tømrer og med sin næbbede mejsel fik den hurtigt tilpasset hullet, så der også er plads til en spætte - eller en stær for den sags skyld.

For nu er stæren flyttet ind - og mangler bare en mage til at dele den fine lejlighed med.

Sjovt nok er der så en gråspurv, der er flyttet ind i stære-højhusets nederste etage. Der er efterhånden en del stære i og omkring parcellen - og det bliver spændende at se, om grossenolliken får lov at fortsætte med sit forehavende.

For nogen tid siden satte jeg en ny mejsekasse op i bøgen. De seneste dage har der flere gange været et sortmejsepar for at se på faciliteterne. Det kan blive sjovt, hvis det bliver til noget - et par af Danmarks mindste mejser boende i havens største træ.

Nyt perspektiv

$
0
0
Jorden set fra oven
Når Nordpolen er verdens navle.
Da jeg for mange år siden kom til Grønland, faldt jeg pladask for et kort over Arktis, som jeg første gang så på et kontor i det daværende hjemmestyre.

Kortet var på daværende tidspunkt ikke til at købe i almindelig handel, men var en gave fra den canadiske regering. Det ærgrede mig - for jeg synes, at det at se verden i et andet perspektiv var en ganske tankevækkende oplevelse.

Jeg ved ikke, om man nutildags kan købe kortet - men heldigvis kom jeg jo tæt på det canadiske udenrigsministerium, da jeg arbejdede i Arktisk Råd. Her var jeg så heldig på et tidspunkt at blive begavet med kortet, der i  sin tid er fremstillet af den canadiske naturstyrelse.

Polkortet har holdt flyttedag.
Desværre har jeg ikke så meget vægplads, så ind til nu har det faktisk smykket væggen på toilettet på første sal. Det er synd, så i forbindelse med den seneste tids vægmaleri benyttede jeg lejligheden til at flytte det nedenunder, hvor det hænger ved trappen op til første sal.

Forresten side om side med et grønlandskort der i mange år hang i mine forældres soveværelse. Kortet er gammelt - for det er med danske stednavne, der ellers blev afskaffet i 1979 - og de grønlandske stednavne er skrevet efter den gamle grønlandske retsskrivning, der blev erstattet i 1972 med den nugældende retsskrivning.

Den lille Jesper med pol-paraplyen.
Det canadiske polkort er i øvrigt fortsat en populær gave. Da den canadiske formand for Arktisk Råd i januar deltog i en stor konference i Tromsø, havde det canadiske udenrigsministerium sat 10 polkort på højkant til de konferencedeltagere, der først prikkede den canadiske ambassadør for Arktis på skulderen.

Da jeg i sin tid blev 50, var gaven fra kollegerne i Arktisk Råd også et polkort. Men det var nu form af en paraply med nordkalotten påtrykt. En velvalgt gave som jeg også er meget glad for - og gladeligt promenerer med, når det regner...

Sælfies

$
0
0
Støtte til sælfangerne
Sælfie fra Facebook med de grønlandske
kunstnere Aviaja Lumholdt, Nukâka Coster-Waldau
og Karina Møller. Foto: Inuit Sila
Den grønlandske sælfangst har været i fokus de seneste dage.

Onsdag holdt Dronningen sit traditionelle hofbal for Folketinget og de danske medlemmer af EU-parlamentet. Her vakte det opsigt, at syv folketingsmedlemmer bar sælskind i større eller mindre grad.

- Sælskind er smukt, blødt og bæredygtigt, og vi kan bruge det mere. Vi vil gøre opmærksom på det smukke grønlandske sælskind for at støtte grønlandske fangere, sagde den radikale Lone Loklindt onsdag til Sermitsiaq.AG.

Torsdag var der høring på Christiansborg om sælfangsten. Efter høringen udsendte en række folketingsmedlemmer, der repræsenterer alle partier i Folketinget, en udtalelse, hvori det blandt andet hedder:

Sælfangst er en vigtig del af den grønlandske identitet.
- Gennem en årrække er det gået nedad for salget af grønlandske sælskind. Det skal være slut nu. Årtiers kampagner imod sælfangst og EU's importforbud mod sælskind har resulteret i, at Grønlands sælfangererhverv og eksport af det bæredygtige produkt er blevet ramt utilsigtet. EU's importforbud indeholder ellers en såkaldt inuit-undtagelse, som tillader import af grønlandske sælskind. Men undtagelsen har indtil videre ikke virket i praksis. Derfor er der brug for klar oplysning til EU's borgere og forhandlere om, at grønlandske sælskind er fuldt ud legale. Blandt andet har WWF Verdensnaturfonden for nylig slået fast, at Grønlands fangst af sæler er baseret på princippet om bæredygtighed og videnskabelig rådgivning.

Også på Facebook er der stor opmærksomhed om fangernes problemer. På kampagnesiden "Støt Fangerne" opfordres brugerne til at indsende såkaldte "Sælfies" - og det er der kommet mange fantasifulde indslag ud af.

Bag kampagnen står blandt andet den grønlandske fangerorganisation KNAPK. Om baggrunden for kampagnen hedder det:

EU's forbud mod sælskind truer
livet i de små grønlandske bygder.
- Sælfangst har traditionelt været grundlaget for inuitternes liv i Grønland. Før industrialiseringen var det ikke muligt at overleve i landets kolde klima uden sælens vitaminrige kød og skindet som beklædning. Men også i dag lever flere tusinde grønlændere som fangere, der sælger sælens kød og skind for at forsørge dem selv og deres familier. Særligt i Grønlands mindre bygder er salget af sælskind en central del af livsgrundlaget.

- Dette livsgrundlag er nu truet fordi fangerne ikke længere kan sælge deres sælskind. Årtiers kampagner fra dyreværnsaktivister og kendisser mod fangstmetoder og fangst af sælunger i Canada har skabt en stor modstand mod sæl- og skindprodukter blandt forbrugere og politikere. Dette har blandt andet medført at EU i 2010 indførte et forbud mod import af sælskind. Senest har også Rusland, Hviderusland og Kazakhstan indført importforbud mod sælskind.

Baggrunden for fangernes kampagne er ganske alvorlig. Siden 2006 er fangernes salg af skind faldet 90 procent. Dermed forsvinder livsgrundlaget for mange af de små grønlandske bygder.
Viewing all 2308 articles
Browse latest View live